Farsø Gruppen beretninger af : Johannes Saabye.

Johannes Saabye og Ejner Vestergård.

Flygtning i Sverige under 2. verdenskrig

Flygtning i Sverige under 2. verdenskrig.

Af: Johannes Saabye

Forord:

På grund af, at der ikke findes mange beretninger om flygtninge under 2. verdenskrig, er jeg blevet opfordret til at skrive om, hvad jeg som politisk flygtning oplevede derude.

 Jeg gør opmærksom på, at det, jeg her skriver, er en sandfærdig skildring om, hvordan det gik en ung gennemsnitsdansker under den tyske besættelse af Danmark.

 Der er altså intet mod og heltegerning i det, for som det gik mig, gik det for tusinder andre danskere, der, som medlemmer af modstandsbevægelsen, var blevet afsløret af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo og derfor var nødsaget til at flygte til Sverige.

 Johannes Saabye, medlem af Farsø gruppen, måtte flygte til Sverige da Gestapo var på jagt i Himmerland.

Født 19. juni 1921 død 30. marts 2000.

 Indledning:

 Det er nu ca. 40 år siden, at 2. verdenskrig sluttede, og det er klart, at mine samtidige vil nikke genkendende til meget af det, jeg her skriver om.

 Men for den opvoksende ungdom er det jo nu historie, og derfor vil jeg starte fra begyndelsen.

 Der var udbrudt storkrig i Europa og Tyskland, der jo regeredes af diktatoren Adolf Hitler, som overfaldt og indtog det ene land efter det andet. D. 9. april 1940 blev det Danmarks tur, og det skønt vi havde en ikke-angrebspagt med Tyskland. Men den var ikke det papir værd, den var skrevet på.

 Danmark var ganske uforberedt på krig og efter en kort kamp ved grænsen, hvor de få danske soldater, der var stationeret, gjorde en glimrende indsats - der faldt vel hen ved en halv snes danskere, mens tyskerne mistede 10-20 gange så mange, kapitulerede Danmark.

 Danmark var besat i 5 år - fra 9. april 1940 til d. 5. maj 1945. Det er de 5 år, der også bliver kaldt: "De 5 forbandede år".

 Der voksede ret hurtigt modstandsgrupper frem mod tyskerne. Det danske Frihedsråd blev dannet og ledte modstandskampen. Alt var sat i system.

 En af mine bedste venner var min barndomskammerat Christian Ulrik Hansen. Vi var jævnaldrende og boede omtrent ved siden af hinanden. Vi legede meget sammen som børn, og vi begyndte samme dag i skolen 6 år gamle, og vi fortsatte efter folkeskolen på Aalestrup Realskole, og først efter mellemskoleeksamenen skiltes vore veje. Chr. fortsatte på Katedralskolen i Viborg, hvor han tog studentereksamen.

 Chr. var fra starten med i modstandsarbejdet. Det begyndte allerede, da han gik på Katedralskolen i Viborg i form af salg og viderefordeling af Vilhelm la Cours forbudte pjecer: "Om at sige ja og nej" og "Ord til os i dag", der fra Viborgafdelingen spredtes til store dele af Nordjylland. Chr. var soldat (kornet) i Næstved, da Danmark blev besat, og han blev sammen med sine kammerater interneret. Selv under denne internering arbejdede han formodstandsbevægelsen. Der skule køres møg fra hestestaldene til en mødding, der lå udenfor afspærringen, og det var lige noget for Chr. Under møget, som han transporterede forbi de tyske vagtposter, lå danske maskingeværer og andet soldaterudstyr, som siden kom rette vedkommende i hænde. Efter frigivelsen tog Chr. til København sammen med 4 af vennerne fra Næstved, hvor de sammen med Erik Nymann og Per Sonne dannede en sabotørgruppe under navnet Holger Danske. Chr. var gruppeleder.

Chr. deltog i den allerførste våbennedkastelse her i landet. Den fandt sted i 1942 ved Trend Skov under ledelse af faldskærmsjægeren Rottbøll.

 Som før omtalt skiltes vore veje efter mellemskoleeksamenen i Aalestrup, men vi blev ved med at holde forbindelsen ved lige. Vi skrev ofte til hinanden, og Chr. boede ofte hos mig, når han havde ærinde i Aalborg, og på den måde undgik han jo hotellerne, der for ham ville være mere risikobetonet. Jeg var dengang ansat i Aalborg Bys og Omegns Sparekasse. Med mellemrum modtog jeg bundter af illegale skrifter: "Nordisk front", "Frit Danmark" m.fl. selvfølgelig uden afsender, men jeg var jo klar over, hvem der stod bag. Disse blade delte jeg så rundt i sparekassen og blandt venner og bekendte, og de var selvfølgelig meget læste og efterspurgte.

 Når jeg havde Christians besøg talte han selvfølgelig aldrig om, hvad hans ærinde var på disse kanter, og jeg spurgte ham heller ikke, men jeg tænkte jo nok, at det havde noget med modstandskampen at gøre. Han boede på det tidspunkt i København, og vi erfarede, at sabotagen var i fuld gang derovre, og jeg var klar over, at han var med i noget.

Det kom derfor heller ikke som den store overraskelse, da han en dag spurgte mig, om jeg ville være med i en modstandsgruppe. Mit svar var et klart ja, og jeg var nu medlem af Farsøgruppen, som bestod af 8 mand. Det var jo noget andet end at uddele illegale blade, for selv om dette selvfølgelig var forbudt, følte jeg, at jeg først nu for alvor var ved at komme med i modstandskampen.

 I Himmerland dannede Chr. 3 grupper. Aars gruppen, Ranumgruppen og Farsøgruppen. Det var såkaldte modtagelsesgrupper, idet opgaven var at modtage våben nedkastet af engelske flyvemaskiner. Vi i Farsøgruppen kendte alle hinanden, medens vi intet kendte til medlemmerne i de øvrige to grupper, dog var der en enkelt telefonforbindelse imellem Aars og Farsøgruppen. Det var denne forbindelse, der senere viste sig at blive skæbnesvanger for vor gruppe, idet Aars gruppen pludselig blev revet op, og så var spillet gående.

Flugten

.Datoen d. 29. februar er jo i sig selv en ualmindelig dag, idet den, som vi alle ved, kun forekommer hver fjerde år. Den 29. februar 1944 blev for mig en usædvanlig dag, idet der denne dag skete så meget - ja et vendepunkt i mit liv blev denne dag.

 Først på formiddagen blev jeg ringet op af Chr. Han ville gerne have en samtale med mig, og vi aftalte at mødes, når jeg skulle til middag. Kort tid efter ringede min bror Ove, han var også i Farsøgruppen. Han fortalte, at han var på vej til Aalborg, og at han gerne ville have en samtale med mig. Han ville ringe igen, når han kom til Aalborg, men han foreslog, at jeg ringede hjem for at høre, hvordan de havde det. 

 Jeg ringede hjem til Vannerup Skole, hvor min far var lærer. Jeg kom til at tale med far, og samtalen var ikke usædvanlig. Jeg fortalte, at jeg havde talt med Ove, og at han var på vej til Aalborg, og jeg spurgte selvfølgelig om, hvordan de havde det osv. Far svarede ikke noget usædvanligt, men da vi sluttede samtalen, kom han med en, synes jeg, underlig bemærkning. Han sagde: "Johannes, jeg synes ikke, at I skal spille kort i aften."

 Jeg anede jo ikke dengang, at der stod en Gestapomand i nærheden af ham og lyttede til hans samtale. Han turde altså ikke advare mig, fordi Gestapomanden måske kunne opfatte samtalen. Derfor denne sætning til sidst som en advarsel. Jeg havde imidlertid intet hørt, om Aars gruppen, så den berømte ti øre faldt ikke.

 Da jeg kom ud fra Sparekassen for at holde middag, var Chr. der som aftalt, og vi fulgtes hen ad Boulevarden. Jeg havde min cykel med og trak den langs fortovet. Chr. fortalte, at han skulle møde en mand på banegården om kort tid, så vi kunne gå derhen. På vejen til banegården fortalte Chr. mig, at Aars gruppen var revet op, og dette var grunden til, at han var i Aalborg. Han mente dog ikke, at det ville få nogen indvirkning på vor gruppe, da gruppemedlemmerne i Aars jo ikke havde vore navne. Han foreslog, at vi skulle vise stor forsigtighed og se tiden an. Jeg fortalte ham, at Ove havde ringet og var på vej til Aalborg, og at han gerne ville tale med os begge. Jeg fortalte Ove, at jeg skulle mødes med Chr.

 Da vi kom til banegården, satte vi os på en bænk, og kort tid efter kom en lille kraftig mand gående ledsaget af en lille hund. Det var skibskaptajn Gjessing - den mand, som Chr. skulle træffe.

Jeg tog nu afsked med dem, idet jeg sagde, at jeg kom tilbage om ca. en halv time. Som det siden viste sig, var det sidste gang, at jeg talte med Chr.

 Jeg havde aftalt med Ove, at vi skulle mødes på Budolfi Plads, så jeg tog derhen for at se, om han var kommet. Det var han imidlertid ikke, og da jeg ikke havde lang tid tilbage af middagen, tænkte jeg; nej jeg venter ikke. Ove ringer mig selvfølgelig op, når han ikke træffer mig.

Jeg trængte imidlertid til at blive barberet, så jeg tog ud på min bopæl for at ordne det, inden jeg kørte over banegårdspladsen for at træffe Chr., og dette blev ganske givet min redning.

 Efter endt barbering cyklede jeg ned til banegården, hvor jeg forventede at træffe Chr. Han var der imidlertid ikke, derimod så jeg adskillige små grupper af mænd stå og snakke sammen. Da det var den sidste i måneden, havde jeg ret travlt og var allerede ret sent på den, så jeg gav mig ikke tid til at undersøge, hvad de snakkede om. Dog havde jeg en anelse om, at det måske havde noget med Chr. at gøre, så jeg kørte til mit arbejde i sparekassen.

 Kort tid efter blev jeg, som jeg også havde regnet med, ringet op af Ove. Han var lige ankommet til Aalborg og ville gerne træffe mig omgående, for der var kommet en bil ind i gården, da han tog hjemmefra. Jeg sagde, at jeg havde meget travlt, og om ikke vi kunne mødes, når vi havde lukket, og det betød vel ikke nødvendigvis noget, fordi der kom en bil. Ove ringede fra en forretning i Reberbanegade, som vor ældste søster Astas forlovede Harry Kristensen var medindehaver af. Vi aftalte nu, at de skulle ringe til den forretning i Farsø, som Asta var ansat i for at få en forklaring på, hvorledes det stod til i Vannerup og Farsø.De fik nu den besked, at far var blevet arresteret af Gestapo. De ringede derefter omgående mig op, og sagen var nu klar. Jeg gik med det sammen hen til personalechefen fuldmægtig Thomsen og sagde, at jeg kom til at gå en halv times tid. Den halve time blev, som det senere viste sig, til ca. 16 måneder.

 Jeg tog så hen og traf Harry og Ove. Her fik jeg så at vide, at da Ove så en bil komme ind i skolegården i Vannerup, anede han, at det var Gestapo, og han flygtede derfor ud af et vindue på modsatte husside og løb ned i skoven, der lå tæt op ad skolen. Her lagde han sig i skjul bag et træ, og da der kort tid efter kom et par skinnende lakstøvler til syne for enden af huset, var han ikke i tvivl. Det tyske sikkerhedspoliti Gestapo var ude efter ham. Han flygtede nu til Jelstrup, og fra Jelstrup Central ringede han til mig første gang. Han fortsatte til Hornum, hvor han lejede en bil til Aalborg.

 Vi var nu klar over, at vi skulle se at komme væk fra Aalborg området, og vi tog afsked med Harry. Vi sagde ikke, hvor vi tog hen, for det tjente jo intet formål, at Harry vidste det, selvfølgelig var det også af sikkerhedsmæssige grunde.

 Vi havde før diskuteret med Chr., hvordan vi skulle forholde os, hvis det skæbnesvangre skulle ske, at gruppen blev opdaget, og vi måtte flygte. Denne situation befandt vi os nu i, og en flugtrute havde vi ikke. Det var klart, at kun inden for gruppen kendte vi hinanden, og kendskab til flugtruter kunne jo blive skæbnesvangert for hele organisationen. Enhver, måtte i et tilfælde som vort, selv finde ud af noget f.eks. gemme sig hos slægt og venner altså gå "under jorden", som det hed.

Vi bestemte os til allerførst at kontakte Chr., og vi tog ud til banegården og i Kildeanlægget, som ligger lige ved, for om han evt. skulle være der. Vi kunne af gode grunde ikke finde ham og diskuterede så, om vi skulle gå ud til mit værelse og hente noget tøj. Det blev dog hurtigt forkastet, da Gestapo jo nemt kunne have været der allerede.

 Chr. havde fortalt mig, at han havde overnattet hos sin kusine Gudrun, der var gift med mekaniker Kaj Jørgensen. Dem kendte vi godt, for Kaj var fra Farsø og Gudrun fra Ullits. Der var jo en mulighed for, at Chr. var taget derud. Vi tog nu derhen, men Chr. var der ikke, og vi satte dem ind i situationen. Hvis Gestapo havde vores signalement, var det bedst ikke at vise os i byen, så Kaj lovede at køre en tur for at se, om han kunne få noget at vide om Chr. Efter en times tid kom Kaj tilbage og fortalte, at Chr. og kaptajn Gjessing var blevet arresteret på banegårdspladsen og ført til Højskolehjemmet på Boulevarden, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Herfra forsøgte Chr. med det samme at flygte. Han rev sig fri af sine vogtere og kom også ned på gaden, men én af hans forfølgere skød og ramte ham desværre i det ene ben, så han igen blev fanget.

 Vi havde talt om, at hvis ikke vi fandt ud af noget andet, ville vi rejse til København. Derovre boede nemlig min moster og onkel. Da vi begge i 1941-1942 var soldater i København, besøgte vi dem ofte, og vor onkel, der var kriminalbetjent, var vi sikker på, kunne hjælpe.

Vi havde fået lov til at overnatte hos Gudrun og Kaj, men så fortalte de os, at min kollega fuldmægtig Ole Mouritsen boede i lejligheden ovenover dem. Vi kontaktede nu Mouritsen, og af sikkerhedsmæssige grunde tilbød Mouritsen, at vi overnattede hos dem. Chr. havde jo overnattet hos Gudrun og Kaj, så man vidste aldrig, om Chr. skulle blive tvunget til at opgive deres adresse.

Mouritsen kom nu i tanker om, at han kendte én, der ganske givet havde noget med flugtruterne at gøre. Det var jo et forsøg værd, så han kontaktede ham, og vedkommende mand lovede at komme om aftenen. Det gjorde han, og han ville komme igen næste dag.

 Næste dag kom han og fortalte os, at vi ganske rigtigt var eftersøgt af Gestapo, og modstandsbevægelsen ville sørge for, at vi kom til Sverige.

 Vi overnattede altså hos Mouritsen og holdte os inde dagen derpå. Vi benyttede dagen til at skrive breve hjem, som vi afsendte til mellemmand til videre besørgning af sikkerhedsmæssige årsager.

Samme dag fik vi den glædelige meddelelse, at far var blevet frigivet af Gestapo. Det var for os en mægtig lettelse, og nu kunne vi roligt tage af sted. At rejse uden at kende hans skæbne ville jo være frygteligt.

Det blev nu bestemt, at vi næste nat skulle overnatte i Nr. Sundby hos fuldmægtig Thomsen, samme Thomsen, som jeg tidligere har omtalt, og ved 23 tiden om aftenen blev vi afhentet af denne. Næste dag den 2. marts rejste vi med tog fra Nr. Sundby til Frederikshavn. Vi ville blive afhentet på Frederikshavn Banegård, og vort kendetegn skulle være en avis i højre frakkelomme.

 På banegården blev vi tiltalt af en ret høj mand: "I er de to fra Aalborg", hvilket vi jo kunne svare bekræftende på. Vi fulgte så med ham hen til en lejlighed, hvor der var en del mennesker forsamlede. Vi fik aftenskaffe og senere blev vi fulgt hen til sømandshjemmet, hvor vi overnattede. Vi regnede nu med, at vi skulle sejle næste nat, men næste dags eftermiddag meddelte værten os, at der om aftenen ville komme en bil efter os. Bilen kom og kørte sydpå. Den samme mand, som havde modtaget os på banegården var med, og vi lagde mærke til, at han var bevæbnet. Vi var 4 flygtninge i bilen, som pludselig drejede ind i en stor skov, og kort efter holdt den ved et hus i skoven. En ung forstkandidat beboede den ene fløj, og vi 4 flygtninge blev installeret i den anden. Forstkandidaten, der var en meget flink fyr, sørgede for proviant til os, og vi lavede selv maden. Af poser fra en købmand, fandt vi nu hurtigt ud af, at vi befandt os i Dronninglund Storskov.

Vi fik besøg af skovrideren, der var en fornøjelig mand. Han fortalte os, at af dem, der havde boet her, var der aldrig nogen, der var blevet taget af Gestapo, og vi kunne roligt gå en tur i skoven, når vi ikke fjernede os for langt fra hytten. Der gik nu tre dage og tre nætter, så var skovlivet forbi. Den samme bil og de samme to mænd hentede os og kørte os til Frederikshavn, hvor vi kom op i den samme lejlighed som sidst. Der traf vi tre mand til, så vi skulle altså syv mand af sted.

 Ved 11 tiden kom der en kystbetjent og kørte os alle syv til Strandby - det lille fiskerleje nord for Frederikshavn. Han fulgte os ombord i en lille fiskerbåd, og der skulle vi så blive til om morgenen, da skipperen så ville komme og sejle os til Sverige. Det blev en lang nat, for der var jo hundekoldt. Endelig indfandt skipperen sig med sin søn. Han var en kraftig søulk, der så ud til ikke at være bange for noget, men som det senere skulle vise sig, var det et forkert indtryk, vi fik af ham.

Ca. kl. 5 begyndte sejladsen, og i lang tid gik det støt og roligt. Vi befandt os alle i kahytten for ikke at blive bemærket af et tysk skib, der dog lå et godt stykke fra os. Vi var vel kommet ca. 1/3 af vejen til Sverige, da båden pludselig standsede, og skipperen gav sig til at undersøge sine søkort. Han var åbenbart blevet bange for det tyske skib, og måske håbede han på, at der skulle indfinde sig en svensk fiskekutter, som kunne tage os ombord. Han turde ikke sejle længere og talte allerede om at sejle tilbage og forsøge igen næste nat, hvad vi syv selvfølgelig ikke var interesseret i. Pludselig kom skæbnen ham til hjælp, idet en svensk fiskekutter viste sig i horisonten. vi sejlede nu op på siden af den svenske kutter og kom i samtale med den svenske skipper. Den danske skipper spurgte nu den svenske, om han kunne tage os syv flygtninge med til Gøteborg. Den svenske skipper sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, for de skulle fiske i fire dage og nætter. Nu trådte vi flygtninge imidlertid til og efter en kort forhandling, gik svenskeren endelig med til at sejle os til Gøteborg for en betaling af kr. 100,00 pr. mand.

Ankomst til Sverige

 D. 7. marts 1944 sejlede vi ind til Gøteborg. Vejret var glimrende, og det var et betagende syn at sejle igennem skærgården ind til havnen. Det var en lang sejltur, men udsigten var fin til begge sider, og vi nød turen.

 På kajen blev vi modtaget af det svenske toldvæsen, der derefter overgav os til det svenske politi. Vi kom i forhør hos det svenske politi, og de troede ikke på meget af det, som vi fortalte dem, men selv om de var skeptiske, blev de jo nødt til at tro på det, om flugten fra Gestapo osv.

 Den første nat i Sverige boede vi i Gøteborg.

 Det var underligt men også vidunderligt for os at se Sverige og specielt ved nattetide. I Danmark havde vi jo mørklægning altså nedrullede gardiner, når der tændtes lys, og mørket faldt på. I Sverige der imod var der lys overalt, og butikkerne flød med varer, som vi ikke var vant til at se i Danmark. Der var f.eks. bananer, appelsiner og masser af chokolade og cigaretter, cigarer og tobak. Varer som overhovedet ikke fandtes i Danmark under krigen. Hvis de fandtes, var det i hvert fald i meget lille målestok.

 Vi følte, at vi havde det lige som jøderne, da de i sin tid kom til Kanaans land. Der blev jo skrevet om dem, at de kom til et land, der flød med mælk og honning. Ja sådan oplevede vi Sverige, og jeg vil med det samme sige, at vi blev modtaget overordentlig fint overalt. De var meget gæstfrie og meget behjælpsomme overfor de danske flygtninge.

 Næste dag blev vi kørt til Helsingborg. Der var oprettet en stor opsamlingslejr for danske flygtninge. Fra denne lejr blev de forskellige flygtninge fordelt i lejre rundt i Sverige. Der var jo på det her tidspunkt allerede mange tusinder danskere i Sverige, og da krigen sluttede, opholdt der sig vel omkring 20.000 flygtninge i Sverige. Alle de danske jøder var derovre på grund af deres race, og det var flere tusinde, og dertil kom så de politiske flygtninge.

  opsamlingslejren opholdt vi os kun en nat, og dagen efter blev vi kørt til Løderup Strandbad.

 Løderup Strandbad

Løderup Strandbad er det samme som et dansk badehotel. Det ligger ud til Østersøen nord for Ystad.

Vi var vel omkring 50 flygtninge samlet her, og heraf var vel ca. halvdelen jøder, mens resten var unge mennesker lige som os. Jøderne fandtes i alle aldre, idet der var hele jødiske familier imellem.

En ældre jøde ved navn Melchiorsen var lejrchef, og han stod for den daglige drift. Han uddelte lommepenge og skulle sørge for ro og orden. Han var et slags bindeled mellem os flygtninge og de svenske myndigheder.

Selve forplejningen blev varetaget af en midaldrende svensk dame, der til hjælp havde to unge piger, som begge var hendes niecer.

Vi skiftedes til at sætte på bordet, lige som vi også ordnede opvasken. Vi unge mennesker sov i en stor stue, nærmest en lille sal, og sørgede selvfølgelig selv for orden der.

 En af de første dage vi var i Løderup, skete der noget interessant og glædeligt. Vi sad nogle unge mennesker og talte sammen, da der pludselig dukkede to unge mænd op udenfor vinduet. Det var Niels og Frank - to af vores kammerater fra gruppen, så nu var halvdelen af gruppen samlet, og det er jo klart, at gensynsglæden var stor. Som før fortalt tænkte vi på at rejse over København, hvis ikke andet viste sig. Det var det, Niels og Frank havde gjort, idet de havde fået vor onkels adresse i København af vor søster Anny. Vor onkel Sigvald havde så sørget for, at de blev sejlet til Sverige.

 Allerede den dag vi opholdt os i Helsingborg, havde vi hørt, at der var ved at blive oprettet danske politiskoler eller politilejre. Noget af det første, vi foretog os, da vi kom til Løderup, var at skaffe oplysninger om disse lejre. Vi blev hurtig klar over, at det skulle være rene militærlejre med en militær uddannelse som mål. Disse militær enheder, der så ville opstå, skulle siden ved en given lejlighed sættes ind mod den tyske værnemagt i Danmark. Det var af hensyn til den svenske neutralitet, at disse militærlejre blev kaldt politiskoler.

Vi fik nu anskaffet ansøgningsskemaer og søgte derefter om optagelse i disse lejre.

Al begyndelse er som bekendt svær, og som det siden skulle vise sig, gik der 3 mdr., inden vi blev optaget i disse lejre.

 Tiden i Løderup gik ellers udmærket. Vi gik ture langs stranden, spillede kort, og om aftenen tog vi undertiden til bal ude på landet i småbyer som Balkåkra osv.

Da der stadig strømmede danske flygtninge til Sverige, var svenskerne interesseret i at få danskerne ud i det svenske erhvervsliv, og lejrchefen pressede på, så snart der var ledige stillinger. Niels og Frank, der begge var landmænd, fik ret hurtig plads på landet. De kom til to gårde ca. 10 km. syd for Ystad. Anderledes stod det til for Ove og mig, for vi var jo henholdsvis repræsentant og sparekasseassistent, og den slags stillinger fandtes naturligvis ikke blandt tilbuddene.

Så en dag var der tilbud om skovarbejde et sted langt oppe i Midtsverige. Vi tænkte, at vi muligvis kunne bruges til det, og vi sagde farvel til Løderup efter at have været der ca. 4-5 uger og dampede nordpå.

 Landarbejde i Skåne

Vi rejste næsten en hel dag, før vi ankom til vort bestemmelsessted, og næste morgen begyndte vi på vort nye arbejde.

Det var imidlertid ikke skovarbejde, som vi regnede med, selv om vi arbejdede midt inde i skoven. Det var, hvad jeg vil kalde for vejarbejde. Der skulle laves en ny vej, og den skulle gå igennem et klippeområde. Der var sprængningseksperter med, og når de havde foretaget en sprængning, læssede vi og andre folk, der var med, stykkerne på tipvogne og kørte dem bagud, hvor de blev læsset af. Vi var udstyret med en hakke og hakkede i klipperne de sten løse, som vi kunne få fri.

 Vi blev hurtigt klar over, at dette ret så ensformige arbejde ikke var noget for os, så da det var middag, fik vi vor afregning - hver 5 svenske kr. og rejste med toget sydpå til Skåne.

Allerede inden vi rejste var Niels blevet indkaldt til politiforlægningen. Han var jo uddannet infanterist, og dem indkaldte de først. Vi andre bl.a. Ove og jeg, der "kun" var uddannet ved hhv. søværnet og kystdefensionen, måtte vente til senere. Vores uddannelse regnedes altså ikke for så god.

Vi ville nu søge ned til Frank, for om han muligvis kunne skaffe os noget arbejde på landet. Vi havde jo trods alt lidt kendskab til landbrug, idet vi havde hjulpet til hjemme på ejendommen i vore helt unge år, til vi rejste hjemmefra. Som før skrevet var far skolelærer, men der hørte 18 tdr. land, såkaldt skolelod til skolen deraf 4 tdr. land skov.

 Vi ankom ud på aftenen til en lille landsby ikke ret langt fra, hvor Frank tjente, men vi syntes, at det var for sent at kontakte ham, og vi ville derfor søge natlogi i byen. Vi kom under vor vandring i byen til et sted, hvor der var en del unge mennesker forsamlede. Det viste sig, at det var den lokale idrætsforening, der holdt bal. Vi løste billet for at gå ind og se, om vi kunne finde ud af noget. Skæbnen var os gunstig, idet vi derinde traf en dansker ved navn Gunnar Petersen, der var landarbejder og ikke boede ret langt fra, hvor Frank var.

Gunnar Petersen sørgede nu for natlogi til os, og dagen efter hjalp han os med at søge arbejde. Ove blev ansat som en slags løsarbejder på samme gård som Frank, der var fodermester, og de boede i et lille hus, der lå ved siden af gården, hvor de spiste.

Jeg fik plads på samme gård, hvor Niels havde været. Gårdejeren hed Persson, og det var en mindre gård, end den Frank og Ove var på, og Persson havde også noget skolekørsel ved siden af, altså underviste i kørsel.

Husstanden bestod af 5 personer, idet der foruden os to nævnte var fru Persson, datteren Birgit på 17 år og drengen Svend på 12 år. Begge børn gik i skole.

 Min dag startede med, at Persson kaldte på mig, og vi begyndte med at malke køer. Når vi var færdige med det, fodrede Persson køerne og grisene, og jeg kørte møg ud. Derefter gik vi ind "at æte", som Persson udtrykte det. Vi spiste godt, men sovs, som vi kender det herhjemme, fik vi aldrig. Svenskerne brugte altid fløde, som vi så øste over kartoflerne, men det var forresten også udmærket.

Hvis Persson skulle til skolekørsel om formiddagen, striglede jeg køer og heste og lavede andet indendørs arbejde, og om  eftermiddagen var vi som regel på markarbejde. Vi var nu i april måned, og forårsarbejdet var ved at sætte ind.

Jeg fandt ud af, at der var en fodboldklub, og der meldte jeg mig ind. Træningsbanen var ikke så langt fra, hvor jeg boede og ikke længere væk, end jeg kunne gå til træning. Vi trænede to gange om ugen, og om søndagen spillede vi turneringskampe med omegnsklubberne. Kammeratskabet var godt, og mine medspillere var meget flinke. Holdet standard var nok som et dansk A hold, og da jeg plejede at spille i den jyske mesterrække, havde jeg let ved at klare mig.

Ove, Frank og jeg besøgte selvfølgelig hinanden ret ofte, og vi var også inviteret til ungdomsfest hos Perssons med dans m.m., ligesom vi undertiden festede sammen med svenskerne i deres forsamlingshuse.

Vi kom også meget sammen med omtalte Gunnar Petersen, og han blev en af vore bedste venner. Han søgte nu også optagelse på politilejren. Pludselig en dag sidst i maj måned kom så meddelelsen til Ove og mig, at vi måtte møde i politilejren Håtunaholm. Gunnar og Frank blev først indkaldt lidt senere. Vi skulle møde d. 13. juni, og vi syntes, at vi ville have en lille ferie, så ca. 8 dage før vi skulle møde, tog vi afsked med vore værtsfolk og rejste ind til Ystad. Vi lejede et værelse inde i byen og spiste på byens cafeteria. Vi gik nu og drev den af i 8 dage og rejste så til Håtunaholm.

Politiforlægningen i Håtunaholm

Vi ankom ud på eftermiddagen d. 13. juni til en lille station ikke ret langt fra Håtunaholm. Vi blev på banegården modtaget af nogle danske officerer og befalingsmænd, og  i busser fortsatte vi til Håtunaholm. Lejren eller forlægningen, som den på linje med de øvrige lejre blev kaldt, rummedes i en række barakker, som 1. bataljon, der ankom et par måneder før os, havde opført. Denne lejr blev til på rekordtid, for barakkerne var lavet af store plader, der skulle samles efter en bestemt plan. 

Håtuna er en overmåde smuk plet, der ligger lige ved Mälaren og så nær Stockholm, at et par timers bilkørsel kunne føre én lige til hovedstadens centrum.

 Vi blev nu indrulleret i 2. bataljon, der altså så dagens lys i Håtunaforlægningen. Da man på det tidspunkt intet sted havde at placere os, blev der indkøbt en række store udmærkede militærtelte, som hele sommeren rummede denne bataljon, der fik kaptajn Freisleben til chef.

I hver af disse telte boede der 12 mand, og vi sov på brikse. I midten af teltet var der otte brikse, to ved siden af hinanden med to ovenpå og derefter fire i forlængelse heraf, hvor ligeledes de to var ovenpå. De fire sidste brikser stod i teltets hjørner.

Hver bataljon var på ca. 500 mand, og forlægningen rummede altså omkring tusinde mand. Vi danskere var ikke så tilfredse med den svenske mad, den lå langt under, hvad vi var vant til, så kostplanen blev efterhånden lagt om efter dansk mønster. Der blev fremskaffet dansk rugbrød, og det var danske kokke, der forestod madlavningen.

 Sommeren i Håtunalejren var meget varm, og i lang tid fald der ikke en dråbe regn.

Vi stod op hver morgen kl. 5.30. Spisning kl. 6 og morgenparade kl. 7. Derefter øvelser til kl. 12. Fra kl. 12-14 var der middagshvil og derefter eftermiddagsøvelser. Øvelserne var gerne forbi ved 17.30 tiden, og aftenen var derefter fri.

I starten var der selvfølgelig hovedsagelig eksercits og konditionsøvelser, gymnastik, løb osv. Mange af de frivillige lærte her militærlivet at kende for første gang. Nok havde nogle af os f.eks. Ove og jeg været ved marinen, men det regnedes jo ikke for så meget i sammenligning med det, som vi nu kom ud for.

 En hel del tid gik også til teori, og her lærte vi om de forskellige våbens anvendelse, og også sprængning blev vi undervist i. Vi var nu jævnligt på skydebanen, og da vi fik lejlighed til at affyre mange skud, blev alle soldater efterhånden ganske gode skytter.

Vi havde mange terrænøvelser og en feltbane, der var meget krævende. Den gik vi ofte igennem. Vi startede også hurtigt med marchture. Til at begynde med var disse ture kun på 40-50 km., men senere nåede vi op på 60-70 km., og noget lignende var ikke set i Danmark. Træningen var til tider brandhård og under øvelser i terrænet, kunne vi komme ud for at skulle forcere vandløb så dybe, at vandet nåede os næsten til skuldrene. Det var så med geværet højt hævet i den ene hånd.

 Som før skrevet var sommeren meget varm, og vi kom ofte drivvåde hjem til lejren enten af sved eller af de nævnte vandløb. I sådanne tilfælde skiftede vi tøj fra inderst til yderst, og alt det våde tøj kom under bruseren. Det blev så hængt til tørre, og på grund af det fine sommervejr var det så klar til næste dag.

Vi sluttede ofte dagen med et friløb udenom lejren, og dette løb, der var på ca. 5 km., var uden ophold.

Vi havde meget dygtige officerer og befalingsmænd, og øvelserne var meget realistiske, for alle regnede jo med, at vi ville blive sat ind på en eller anden front ved en given lejlighed. At vi så ikke blev det, er jo en anden sag.

At der altid blev taget alle mulige sikkerhedsforanstaltninger er klart, men at der kunne ske uheld kan vel aldrig helt undgås under sådanne forhold. En dag, da vi havde sprængningsøvelser, stod min sidemand pludselig med et stykke stål boret døbt ind i brystet. Han kom omgående på sygehuset, hvor han blev opereret, og i lang tid svævede han mellem liv og død, men han kom heldigvis over det.

 I fritiden spillede vi ofte kort, men også fodbold kom på programmet, idet de forskellige kompagnier spillede imod hinanden. Og da jeg var en ivrig fodboldspiller, spillede jeg både på kompagniholdet og bataljons-holdet. Vi foretog også om weekenden rejser ud til omegns byer og så på omgivelserne eller gik til fester.

Overalt blev vi modtaget venligt af den svenske befolkning.

Vi fulgte i radioen ivrigt med i alt, hvad der foregik ude i verden, og da invasionsdagen kom, regnede vel ingen af os med, at vi skulle blive i Sverige året ud, for alt gik nu i den rigtige retning. Så kom Arnhem Luftlandsætningen, og vi ventede i spænding på det videre forløb. Skuffelsen var stor, da det viste sig, at luftlandsætningen var mislykkedes, og vi blev klar over, at krigen nu kunne trække i langdrag. Sommeren var ved at gå på hæld, og det var klart, at 2. bataljon umuligt kunne overvintre i vore telte. Det blev så bestemt, at vi skulle til Sætrabrunn, og sidst på sommeren afgik vi dertil.

Politiforlægningen i Sætrabrunn.

Sätrabrunn var et af Sveriges kendte kursteder. Det lå oppe ved Uppsala og ejedes af universitetet der. Ca. 10 km. fra kurstedet lå den lille by Sala.

 1. bataljon havde været der vinteren før, men måtte så flytte til Håtuna, da foråret kom og med det kurstedets benyttelse til dets oprindelige formål. Nu var det blevet ledig igen, og 2. bataljon kunne så  låne det. 1. bataljon blev i deres opførte barakker i Håtunaholm.

 Kurstedet bestod af enkelte store bygninger og flere mindre og lå i et skov rigt område, så der var rige muligheder for øvelsesmæssig udfoldelse, da det jo var et øde område. Som det senere skulle vise sig, blev Sätrabrunn det sted i Sverige, hvor vi opholdt os længst tid, for mens opholdet i Håtuna strakte sig over ca. 3 måneder, blev opholdet i Sätrabrunn af 6-7 måneders varighed.

 Vi fortsatte nu de daglige øvelser på fuld kraft, og træningen var af hårdere karakter end normalt i den danske hær, men det var jo også med en forestående krigsindsats for øje. Man tragtede jo efter at nå op på den kvalitetsmæssige styrke, som prægede engelske-amerikanske styrkers elitefolk. Vi havde i lejren her besøg af allierede militæreksperter bl.a. den engelske general Dewing, der overværede bataljonens øvelser, og disse har udtalt, at kvaliteten stod meget højt.

 Der blev gjort en hel del for os i vores fritid. Vi havde besøg af både svenske og danske kunstnere, og der var filmforevisning og meget andet.

 Der blev oprettet en befalingsmandsskole, som Frank, Ove og jeg kom på. Skolens chef var 2. bataljons næstkommanderende premierløjtnant Adolph. I stedet for at blive kommanderet med skulle vi nu lære at kommandere, og det var meget interessant. Efter endt uddannelse blev vi udnævnt til underkorporaler, og vi sluttede med at tage på skiferie længere mod nord, hvor vi i en uge ikke bestilte andet end at stå på ski formiddag og eftermiddag.

 Mens jeg var her i Sätrabrunn, nåede jeg også at stifte bekendtskab med det svenske fængselsvæsen.

 Der skete det, at vi havde fået en forlænget orlov, og Frank, Gunnar Petersen, også kaldt Petter, Ove og jeg besluttede os til at rejse til Skåne og besøge de steder, vi havde tjent på dernede.

 Petter og Ove tog nu til en fest i Stockholm, mens Frank og jeg tog til en fest i Sala. Det var en lørdag aften, og vi aftalte at mødes på banegården i Stockholm til et bestemt klokkeslæt ved aftenstide om søndagen. Frank og jeg kom så tidligt søndag morgen til banegården i Stockholm, og da det var for tidligt at gå ud i byen for at spise, satte vi os på en bænk i forhallen.

 Vi sad og blundede lidt og pludselig stod der to granvoksne svenske politifolk, Polisen som det hed, foran os, og vi blev arresteret. Vi havde ikke opholdstilladelse til at opholde os i Stockholm, og det skulle vi have. Vi kunne have søgt om det, og så havde vi fået det, men da vi kun skulle rejse igennem, hvad vi godt måtte uden tilladelse, havde vi ikke tænkt videre over det.

 Vi blev kørt på politistationen og sat ind i samme celle, og der måtte vi jo blive, for døren var låst. Det var en behagelig celle med læderhynder, så jeg benyttede lejligheden til at få en lille lur, mens Frank ikke kunne lide indespærringen og gik utålmodigt frem og tilbage.

 Vi fik imidlertid en god behandling, og vi sparede penge til middagsmad, idet der blev serveret nogle dejlige pandekager for os, og det har altid været en af mine livretter.

 Kort før toget skulle afgå til Skåne, blev vi lukket ud, og Polisen kørte os til banegården og afleverede os i toget, hvor vi straks traf Peter og Ove. Vi var nu en oplevelse rigere.

 Vi fulgte selvfølgelig ivrigt krigssituationen ude i Europa og begejstredes over de allieredes stadige fremgang, og tiden måtte nu snart være inde. Vi havde allerede, mens vi var i Håtuna modtaget den sørgelige meddelelse, at vor gode ven og kammerat Chr. Ulrik Hansen sammen med flere andre var blevet henrettet i Ryvangen. Og her sad vi og kunne intet gøre.

 Endelig skete der noget. Vi fik besked på at pakke, og vi sagde farvel til Sätrabrunn og kørte sydpå ned til Skåne.

Teltlejren ved Genarp i Skåne.

Fra alle de danske politiforlægninger i Sverige strømmede danskerne nu til Genarp. Fra Sätrabrunn, Håtunaholm, Sofienlund, Ronneby og andre steder kom de nu, og for første gang var "Den danske Brigade" endelig samlet i en enhed.

 Brigaden talte ca. 5000 mand, og deraf var de 3500 regulære soldater, mens de resterende 1500 bestod af forskellige hjælpeorganisationer.

 Sanitetstjenesten var lagt i hænderne på en række af de læger, der opholdt sig som flygtninge i Sverige, og chefen for hele brigadens sanitetstjeneste og lægekorps var overlæge Terp. Et lottekorps var allerede tidligt blevet dannet, og de var inddelt i køkkenlotter og sanitetslotter. Hver bataljon , og det vil igen sige hvert kompagni, ja hver deling, havde sine bestemt lotter. En bestemt kategori bestående af lidt ældre folk indgik i brigadens motorkorps og førte de omkring 1000 vogne af enhver art, der i givet tilfælde kunne føre bataljonen overalt i landet på kortest mulige tid, og desuden var der oprettet rydningstjeneste og brandkorps, der kunne sættes ind, hvis det blev nødvendigt.

 Som sagt var alt dette nu forsamlet ved Genarp, som ligger i et skovrigt område en del km. nord for Helsingborg. Det skulle jo være sådan, at vi med timers varsel kunne bryde op, køre til Helsingborg og sætte over sundet til Helsingør.

 Vi boede i små telte, og forholdene var fuldt ud feltmæssige og de mest primitive, vi endnu havde oplevet i Sverige.

 Det gjorde imidlertid intet, og enhver tog det som en selvfølge, for vi var klar over, at klokken var ved at falde i slag. Det kunne ske når som helst, at vi fik marchordre, for de allierede rykkede nu hurtigt frem på alle fronter.

 Endelig kom ordren til brigaden: "Afgang til Helsingborg". Vi fra 2. kompagni 2. bataljon blev kaldt sammen, og vor kompagnichef Palle Juul meddelte os, at tyskerne i Holland og Danmark havde overgivet sig til den engelske feltmarskal Montgomery. Det var den 4. maj om aftenen, vi fik denne ordre, og vi skulle nu pakke og hurtigt være klar til at køre til Helsingborg. Vi fik også at vide, at selvom den tyske overkommando havde kapituleret, var der ingen garanti for, at samtlige tyskere i Danmark ville overgive sig. Der kunne være såkaldte modstandslommer, og vi skulle være forberedt på enhver situation.

 Hele brigaden brød nu op, og vi kørte i nattens mulm og mørke til Helsingborg. I Helsingborg lå den danske flåde parat. Den var bemandet med dansk besætning og stor nok til at sejle hele den danske brigade til Danmark. Den danske flåde bestod af et stort antal skibe, der var flygtet til Sverige under krigen tillige med den del af den danske flåde, der undslap fra tyskernes overfald d. 29. august.

 Vi blev nu indskibet, og vi forlod Sverige i spændt forventning om, hvad morgendagen ville bringe.

Ankomsten til Danmark.

 Vi havde selvfølgelig fået udleveret skarp ammunition ved afrejsen fra Sverige, og vi var altså, som man siger, rustet til tænderne. Vi var forberedt på alle eventualiteter, og vi stod tæt pakket på dækket, da vi endelig så den danske kyst tone frem i horisonten.

 Det var ca. 14 mdr. siden, jeg forlod Danmark, men nogle af mine kammerater havde været væk endnu længere og andre i kortere tid, så det var klart, at vi var spændt på, hvilken modtagelse vi nu ville få. Ville tyskerne gøre modstand, eller ville alt gå fredeligt til?

 Da vi kom nærmere, så vi imidlertid tyskerne stå ved Kronborg. De stod rundt omkring og iagttog os mens vi sejlede ind. De var ikke i deres uniformer, men i en slags drejlstøj - velsagtens deres arbejdstøj, og de var ubevæbnede.

Landgangen gik altså let, og vi kørte efter et kort ophold til Hellerup. Mens vi var her, fik vi lejlighed til at ringe hjem, og det benyttede mange sig af, for det var selvfølgelig dejligt at få at vide, at alt stod vel til. Om eftermiddagen marcherede vi til København, og det syn vi her så, tillige med den velkomst vi fik, glemmer vi aldrig.

 De fem forbandede år var forbi, og københavnerne festede som aldrig før. Dannebrog vajede overalt, og jubelen var nærmest ubeskrivelig. Det skulle simpelthen opleves.

 Det var den første dag i frihed, og alle havde selvfølgelig fri for at fejre denne dag. Hele København var på benene, og i tusindvis myldrede folk rundt i gaderne, sang og råbte og var ellevilde af glæde over, at det hele endelig var forbi.

Selv om brigaden kampmæssigt ikke fik udrettet noget, var folk alligevel begejstret ved igen at se danske soldater i stedet for de forhadte tyskere.

 Vi blev nu indkvarteret forskellige steder rundt i byen, men det var kun midlertidig, da vi skulle fordeles rundt om i landet til forskellige bevogtningsopgaver, som det hele tiden havde været planlagt.

Vi fra 2. kompagni 2. bataljon blev indkvarteret i Frankrigsgade Skole og efter få dage der, blev vi sendt til Aalborg.

Det var helt interessant at komme til den samme by, som jeg var fra. Vi blev indkvarteret på C.W. Obels Plads, og det havde bl.a. den store fordel, at vi hver uge kunne købe en ration af cigaretter, cigarer og tobak, og da det var en mangelvare, var det jo fint fint.

Vi havde bevogtningsopgaver på Kong Hans Gades arrest og flere andre steder i byen. Der blev jo den 5. maj arresteret alle de danskere, der havde gået tyskernes ærinde, og det var mange - lige fra gemene stikkere til sabotagevagter. De skulle nu sidde til deres forhold blev undersøgt, så der var nok at holde rede på.

Afslutning.

Jeg håber, at jeg med disse linjer har givet eventuelle læsere et indtryk af, hvordan vi havde det, og hvad vi oplevede derude.

Vi opholdt os i et frit land og var som sådan privilegerede i forhold til dem af vore kammerater, der vansmægtede i de tyske fængsler og koncentrationslejre. Det, de var igennem, skulle sikkert opleves for virkeligt at forstå, hvad de var ude for. Men også dem af vore kammerater, der var gået under jorden, levede i en meget utryg tid. Der er blevet skrevet om Brigaden, at det var én af de bedste og veltrænede hærenheder, Danmark har haft, og det er nok rigtigt. Det står ikke til mig at bedømme, men vi havde jo heller ikke bestilt andet i over et år at træne og dygtiggøre os for at kunne deltage i en eventuel krigssituation.

Nu kom brigaden aldrig i kamp og fik som kampstyrke ikke vist, hvad den var værd, og det var trods alt sikkert godt det samme. Vi blev nu kun anvendt til vagtsoldater, og sådan gik maj og juni måned i Aalborg. Hen imod midten af juli måned afmønstrede brigaden overalt i landet. Dens opgave var løst.

Vi fra 2. kompagni og 2. bataljon afmønstrede i Viborg og efter nogle dages ferie, begyndte jeg igen mit arbejde i Aalborg Bys og Omegns Sparekasse.

Ringen var sluttet.

Johannes Saabye.

Margit Nielsen 05.05.2020 18:21

Min far og mor blev senere bedste venner med Såbye og hans kone. Meget spændende og belærende at læse. margit@bn-w.dk