Farsø Gruppen V/ Aksel Sonne, Farsø

Gruppen foran dyrelægebolig i Søndergade Farsø

Farsø gruppen 1.

Farsø:
Farsø gruppen  1 blev dannet i 1942 med bl.a. Chr. U. Hansen , Erik Nymann , dyrelæge  Axel Sonne  , Per Sonne   og Bent Sonne, splittet i februar 1944 p.g.a.A ars gruppens opdagelse og splittelse, Per Sonne og Erik Nymann var blandt ofrene fra "Shelhusdrabene". Gruppen modtog 3 faldskærmsfolk (Sonne og sønner, Chr. U. Hansen, Erik Nymann m.fl. under ledelse af M. Rottbøll) den 1.8.1942. 
                                                 

Farsø nedkastningsplads

Dato for nedkastningen 31.07.1942

Nedkastningen og modtagelsen af nye SOE-agenter var planlagt af SOE-lederen Rottbøll sammen med venner fra Dansk Samling. Pladsen på Trend Hede var godkendt fra England. Natten til 1. august 1942 kastede flyet 3 agenter: Hans Frederik Hansen ("Crisp"), Peter Nielsen ("Alistair") og Knud Erik Pedersen ("Bright"). Sammen med folkene blev der nedkastet 2 radioer. De to agenter landede perfekt, mens Pedersen forstuvede foden i landingen. Alle blev kørt til Støvring Højskole, hvor de overnattede. Kort tid efter var alle i København. På grund af en fejl i udløsermekanismen i flyet blev 4 containere med sprængstof, der skulle være nedkastet sammen med folkene, droppet næsten 10 km fra nedkastningsområdet. Alle containerne og en radio blev tyskernes bytte .

Se Link på nedkastningskort :

  https://historiskatlas.dk/@56.8595002,9.4252396,11z?t!-A9-AoIB_-AEwOcD-AFEQ-AJ

Farsø gruppen 2.

Farsø gruppen 2 blev dannet i november 1943 (Jens Erik Ingvordsen, Knud Malthe Poulsen, Hilmer Larsen, Ove Saabye, Johannes Saabye, Ejnar Vestergaard, Frank Kjær Nielsen, Niels Jensen) og optrævledes af Gestapo i februar - marts 1944. Gruppen stilledes for krigsretten 18. juni 1944. 4 flygtede til Sverige, de øvrige idømtes 8 års fængsel. 
En af Aars"s gruppen medlemmer Børge Lauritzen var noget åben munde, gik og pralede med han var i modstandsgruppen, gruppen vil sende ham til Sverige, efter et par dage i Aalborg kom han på restaurant Ritz i snak med  "Børge Thorkild Jensen som var SS-mand og stikker for Gestapo, i løbet af kort tid blev hele Aars-gruppen optrævlet. Se   Optrevlingen af Aarsgruppen februar 1944
Otte af gruppens medlemmer, inklusive Børge Lauritzen, blev henrettet og en deporteret til Tyskland, det gik også ud over Farsø-gruppen. Se ("Gestapo på jagt") Beretning af en mand fra Farsø egnen.

Nedkastningspladser i Vesthimmerland.

Nedkastningsplads nr. 169 Myrhøj.

Aalborg Forsvars- og Garnisionsmuseum.

En skildring af Chr. U. Hansens Liv.

Chr. U. Hansens - MODSTANDSMAND UNDER BESÆTTELSEN

Himmerlands Søn. En skildring af Chr. U. Hansens Liv.

Af Alfred Saabye

I november 1943 kom Christian i forbindelse med folk i Aars. Der blev dannet en gruppe. Christian havde en radiosender stillet op i en have inde i byen. Omtrent på samme tid dannede han grupper i Farsø og Ranum. Gruppen i Farsø bestod af 3 spejderkammerater og 5 barndomskammerater. De fleste af dem havde været soldater. Forbindelsen mellem de tre grupper blev etableret. Føreren var en mand i Aars. Han kendte dog ikke gruppernes enkelte medlemmer (undtagen i Aars), men vidste - i hvert fald - et telefonnummer i Farsø.

Naar Christian mødtes med kammeraterne fra Vennerup og Farsø, blev der diskuteret Politik - om Norge - Kaj Munk. De var vel ikke altid enige. Men de havde kun en mening om tyskerne: de skulde ud af landet. Danmark måtte stå stærkt, når befrielsens time var inde. Danske mænd måtte selv med våben i hånd være med til at vinde friheden tilbage.

De var alle stærkt optaget af det foretagende, de havde for. Planer blev lagt og forkastet. Først måtte der findes en plads, der var egnet til våbenmodtagelse. De fandt den i Strandby Sogn - et Stykke Vest for Kommuneskoven, hvor en bivej fører til Strandby. Der var Spænding de to Gange, de var ude paa Pladsen. De havde Signallygter med og kendte Morsealfabetet. Den første Gang de var ude, var Vejret stormfuldt. Vinden hvinede i Trætoppene, hvis Grene klaskede sammen. Rolige stod de og ventede - ventede - Time efter Time. Men der kom ingen Engelsk Flyvemaskine. De maatte skuffede ase tilbage i Nattens Mulm og Mørke. De haabede dog paa bedre Lykke næste Gang.

Naar den danske Radio fra London om Aftenen begyndte sin Udsendelse, sad de og lyttede. Speakeren skulde nemlig slutte af med et bestemt Tegn, der var Signal til Grupperne om at mødes paa Nedkastningspladserne. Senere blev dette Tegn erstattet med Navne. Atter fik de den rigtige Melding og var parate. De stod igen ude paa Pladsen. Endelig - endelig en Summen af Motorstøj hørtes - tydeligere og tydeligere. Nu kunde de skimte Flyvemaskinen. Den fløj langsomt og lavt - kom nærmere og nærmere. Hvor var den stor, som den der kom sejlende lige over Hovederne paa dem. De, der havde Lygterne, blinkede. - De ventede aandeløse, - nu maatte der ske noget; men nej - intet skete - intet. Flyvemaskinen slog et slag ud over Limfjorden - vendte, og kom anden Gang. Men heller ikke da skete noget. Hvordan kunde det dog være? Mismodige i høj Grad maatte de atter vende hjem med uforrettet Sag. Løsningen paa Gaaden fik de senere. Flyverpiloten var nemlig en ung Englænder, der aldrig før havde nedkastet Vaaben.

De tre Grupper: Aars, Farsø og Ranum, var altsaa ikke lige heldige med at modtage Vaaben. Gruppen i Aars modtog én Gang paa Blære Hede. Christian sørgede for, at Vaabnene kunde afsendes til Aalborg.

Tidligt på Formiddagen den 29. Februar var Christian i Aalborg. Han aftalte gennem Telefonen med sin Barndomskammerat, at de skulde mødes paa Budolfi Plads kl. 1½.

Christian besøgte i Mellemtiden en Kusine, hos hvem han spiste til Middag. Hun serverede - ved et mærkeligt Træf - den Dag hans Livretter.

Til den aftalte Tid mødtes de to Kammerater. Da Christian skulde møde en Mand ved Banegaarden gik de gennem Boulevarden. Christian var iført en Soldaterkappe og havde Astrakanshue paa. Den dækkede helt hans røde Haar. Kammeraten trak en Cykle. De talte ivrigt sammen - særligt om Aarsgruppen, der var blevet revet op af Gestapo. Dog mente Christian ikke, at denne Tildragelse vilde faa nogen Indvirkning paa Farsøgruppen, da Mændene i Aars ikke kendte nogen Navne. De var nu naaet hen til Banegaardspladsen, hvor de satte sig paa en Bænk. Umiddelbart efter kom en kraftig Mand gaaende. Han haltede lidt og var fulgt af en lille Hund. Det var Skibskaptajn Gjesing - den Mand, som Christian skulde træffe. Kammeraten tog Afsked og vilde komme igen om en halv Time. Han vilde op i Byen og se efter en ung Mand (én fra Farsøgruppen, der havde ringet til ham), som han skulde møde. Han traf ham ikke og tog hjem for at blive barberet, inden han igen cyklede ud til Banegaarden. Dette blev hans Redning.

Fra Gestapohovedkvarterets Vinduer i Højskolehotellet holdt man Øje med Færdselen paa Gaden. Én af de danske Fanger havde genkendt Christian, da han kom gaaende forbi sammen med sin Kammerat. Fra dette Øjeblik blev han skygget. Der blev straks sendt en Mand ned paa Gaden. I en passende Afstand havde han stadig Christian for Øje. Han saa ham sidde paa Bænken, og han saa Gjesing komme. Kort tid efter kom en Udrykningsvogn susende. Den stoppede op foran Bænken. Flere Mænd sprang ud med Revolvere i Hænderne. Det nyttede ikke at protestere.

En af Christians Kammerater fortæller: Christian og Gjesing blev kørt til Højskolehotellet, hvor de blev ført op paa 1. Sal. Her kom de straks i Forhør. Under dette var Christian kommet til at staa i Nærheden af et Vindue, der vendte ud mod Gaden. Hurtigt lagde han en Plan. Som et lyn rev han sig løs fra de to Gestapomænd, som vogtede ham. Under den korte, voldsomme Kamp maatte han overlade dem sin Frakke og Jakke. Han satte nu i et vældigt Spring ud af Vinduet og ned paa Gaden. Gestapomændene rasede, og én af dem skreg gennem det aabne Vindue: Stop Tyven - stop Tyven! Samtidig sprang flere ned paa Gaden og skød. Christian løb et Stykke henad, men blev standset af en Mand; han rev sig løs, løb videre og skulde lige til at forsvinde om et Gadehjørne, da en Kugle ramte ham i det ene Ben. Han sank sammen paa Fortovet, og Gestapomændene var over ham. Christian blev ført tilbage til Gestapos Hovedkvarter.

Efter at to Befrielsesforsøg i Aalborg var mislykket, blev Christian overført til Vestre Fængsel.

Den 18. Juni 1944 rullede nogle Biler fra Vestre Fængsel til Dagmarhus. Ved Ankomsten til Dagmarhus Kl. 8 blev Fangerne ført op paa 2. Sal og ind i et stort Lokale, hvor de i den ene Ende hver fik anvist en Stol. 12 Soldater holdt Vagt. 3 tyske Soldater kom ind. De hilste med fremrakt Haand: 'Heil Hitler!' De satte sig i den modsatte Ende af Lokalet. Anklager, Forsvarer, Protokolfører samt en Tolk var ogsaa til Stede.

Denne Formiddag gik med at konstatere Fangernes Navne, Fødselsdag, -Aar, Familieforhold m.m. Dommerne vilde være klar over, at det var de rigtige, der skulde dømmes. Om Middagen fik Fangerne noget at spise. De blev derefter ført ind i et Rum ved Siden af Domslokalet. Her fik de hver en Stol og sad ved en Væg med Ansigtet mod Muren. De kom ind i Krigsretten én for én og blev afhørt. Christian Ulrik Hansen var den første Mand, der kom ind. Alle Rapporter blev gennemgaaet.

Overdommeren rejste sig og læste Dommen op. Student Christian Ulrik Hansen blev dømt til Døden.

De dødsdømte sagde Farvel til deres Kammerater. Da Christian sagde Farvel til de tre fra Farsø, udtalte han: Hils nu alle Kammerater derhjemme og sig til, at de maa holde et pænt Gravøl over os. Saa skiltes Fangerne. 8 Mand førtes til Dødscellen.

Den 23/6 1944 blev Christian sammen med de øvrige dødsdømte ført ud til Ryvangen. En Eksekutionskolonne stod parat. Kommandoraabene lød, - Skuddene knaldede, og Christian Ulrik Hansen, én af Danmarks ædleste og bedste Sønner, døde for tyske Kugler.

Udgivet i: Alfred Saabye, "Himmerlands Søn. En skildring af Chr. U. Hansens Liv.", Løgstør Bogtrykkeri, 1946

Chr.U.Hansen ( Brevene )

Brevene.

Chr. U. var med til den første våbennedkastning i Danmark. Den fandt sted over Trend i 1942. Senere oprettede han grupper i Farsø og Ranum og i 1943 blev han leder af en sabotagegruppe i København. I februar 1944 blev han genkendt af Gestapo og taget til fange. At han nød grænseløs tillid blandt andre modstandsfolk viser det faktum, at ingen gik under jorden, da han blev fanget. Man forventede, at han kunne holde tæt trods tortur, og det gjorde han. Faktisk lykkedes det ham at bruge torturen positivt. Under et forhør kunne han forstå på Gestapos spørgsmål, at de havde en anden modstandsmand i kikkerten. Efterfølgende lykkedes det ham at få smuglet et brev ud, som var en advarsel til den pågældende modstandsmand, der senere flygtede til England. I de næste måneder frem til henrettelsen lykkedes det Chr. U. at få smuglet en række breve ud fra arresten i Aalborg og senere fra Vestre Fængsel i København. Af brevene fremgik, at Chr. U. havde et afklaret forhold til dødsdommen. I sit sidste brev til vennerne skrev han om døden: Når man som jeg er ung og elsker livet, er det tungt at sige farvel. Tungt at sige farvel til den pige, man holder af, de kære derhjemme og vennerne. Det er tungt men langtfra meningsløst. For at et folk skal leve, må nødvendigvis nogen kunne dø.

Udgivet i: Uddrag fra Viborg Stifts Folkeblad 23.06.1994

Jens Erik Ingvordsen, fortæller.

På foto ses fra venstra Jens Erik Ingvordsen og Knud Malte Poulsen, Farsø. Begge kom i KZ-lejr. ( Foto 1945 )

2. verdenskrig (som jeg mindes den i korte træk).

En eftermiddag var vi nede i haven, Bent og jeg – her så jeg noget som startede en tankerække hos mig. Det var i marts 40 – Czeckoslovakiet og Polen var opslugt af det sindssyge tyske folk, men vi regnede overhovedet ikke med at der var den mindste mulighed for at Danmark kunne gå samme vej. ”Du lille folk, som hygger dig i ro, mens hele verden brænder om din vugge”.

Det, jeg så, var en 2 motoret flyver, der i meget stor højde – den kunne næsten kun skimtes i soldisen – var på vej nordover. Den interesse jeg havde for flyvemaskiner sagde mig klart, at det ikke var noget trafikfly eller noget dansk fly. Jeg mente klart at kunne se Heinkel 111’ren profil. Hvad ville tyskerne her?

Den 9. april vågnede jeg ved en durren fra luften – sprang til vinduet – så op og opdagede højt oppe de mange sorte kors af fly på vej nordover. Der var JU 88’ere, Heinkel 111, Ju 52 o.s.v. – at det virkelig var vore gravkors, der kom ad luftvejen, vidste jeg ikke.

Først på realskolen i Ålestrup, hvor jeg gik, fik vi besked om hunnernes ankomst til Norge og Danmark. Skolen gav fri og vi var et par stykker, der fik fat i salonriflerne og anbragte os skjult i nogle sandgrave, hvorfra vi fyrede løs på Ju 52’erne der strøg lavt over landet. ”Vi skød ingen ned” skønt hensigten var god nok. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor regeringen kapitulerede – det var jo ikke et spørgsmål om at vinde – hvilket var umuligt, men enhver død tysker var dog et lille bitte skridt, den vej som senere skulle betrædes. Norge holdt ud til den bitre ende.

Årene gik – isvintre, tyske og japanske sejre som perler på snore – en gylden tid for danskerne, der tjente store penge på tysk arbejde på at sikre nazityskland udi evigheden, men hvad gjorde det, vi forstod intet.

Efter endt skolegang var det mig umulig at koncentrere mig om at arbejde, der var nogen fremtid i – fremtiden afhang jo udelukkende af krigens gang – og som ungt menneske, mærkede jeg klart, at min tid ville komme. Klarest så jeg det, mens jeg arbejdede som gartnerlærling i sommeren 41. En varm sommereftermiddag så jeg mens jeg arbejdede ude, 12 2-motorede bombemaskiner højt oppe på vej mod Ålborg. Det var Blendheimer. Jeg vidste, at der på de tyske baser ved Ålborg var stationeret ret store mængder af Messerschmidt ME 109 og 110, som var Blendheimerne langt overlegne – og jeg vidste at de 12 forlængst var observeret af hunnerne og at der ville blive en massakre. Det blev det også. ME’erne vendte højt over Blendheimerne og skød alle ned – ”12-3 kanadier flyver i den visse død for at vinde en krig – mens du går og plukker jordbær” tænkte jeg – de er kommet fra den anden side jorden for at brænde ihjel for din sag. Da begyndte krigen for mig – i mit sind – og den skulle aldrig slutte, før min død.

Masser af danskere arbejdede for tyskerne ved anlæg af baserne i Ålborg – det var muligt her måske at komme nær på tyske flyvemaskiner, man behøvede ikke at rejse fra Canada – måske kunne en mand ødelægge mere end 36 og endda overleve. Jeg søgte arbejde på en tysk base og arbejdede med skovl. Og der stod de – ME’erne, Ju’erne og Dormerne ganske tæt på, men under bevogtning.

Jeg undersøgte muligheden for at komme til dem fra vandside – over fjorden, men det var håbløst – jeg var ene, uden våben og sprængstof, og forlod arbejdet på basen.

Hunnerne stormede gennem Rusland og Afrika, Japanerne gennem det fjerne Østen. Det så håbløst ud, indtil tyskerne gik i stå ved Stalingrad – det første lyspunkt – det kom i vinteren 42/43 – en frygtelig isvinter. Så kom el Alamein i Afrika – nu vendte lykken. Jeg begyndte at klippe tyske telefonledninger over – ledninger der førte til lytteposter, hvad fanden skulle man gøre når man kun havde en skævbider og en cykel.

Mor var uhyre interesseret i krigens gang og fulgte den gennem BBC’s udsendelser fra London – far var radikal, d.v.s. ikke ”krigerisk”. Jeg havde mange samtaler med mor om krigen, fremtiden og hun anede, at jeg ville deltage så snart muligheden var der. Hun sagde intet hertil.

Sommeren 1943 fik jeg arbejde på kommunekontoret derhjemme, passede arbejdet, måtte endog hjælpe den særdeles hjælpsomme kæmner – en Scaveniustype – med at indkvartere tyske tropper i byen. Sikke våben, jeg kom på nært hold – men den gik ikke.

Pludselig stod den effektive mand der – en gammel skolekammerat – Chr. Ulrich Hansen – en fanatiker i sit had til nazisterne – en frygtløs ung mand.

Han organiserede efter ordre fra sine kontakter med London hurtigt 3 modtagehold i området: Ranum, Års og Farsø – det var i oktober 43.

Vi havde et første kontaktmøde med Chr. U. i en plantage ved Foulum kirke en aften. Her blev vi sat ind i arbejdet, som bestod i at modtage våben, sprængstof m.m. fra bombemaskiner, som ved nattetid ville komme ind over Himmerland på aftalte tidspunkter og steder. En bomber skulle forsyne vore 3 grupper. Nedkastningsstedet for min gruppe blev en hedestrækning vest for Urhøje op mod Trend storskov, ca. 4 km stik øst for Ertebølle klint. Klinten skulle gøre det lettere for piloten at finde frem, når han kom lavt hen over Limfjorden. Nedkastningerne vilde foregå mellem 22 og 2 og datoen bestemtes således: hver aften sendte BBC fra London nyhedsudsendelsen på dansk mellem kl. 18.15 og 18.30. Mens speakeren talte ville vi kunne høre morsesignaler i ”baggrunden” – normalt lagde man ikke mærke til dem. Vort signal blev F . . -- ., det ville komme mellem 18.17 og 18.22 en aften med ”Bombers moon”. Vi skulle lytte hver aften.

Endelig havde jeg kontakt med den frie verden – med et mægtigt militært apparat, som ville noget.

Nu fulgte den lange ventetid – aften efter aften uden . . -- ., vi begyndte at tvivle. Sidst i januar 1944 kom der fuldmåne og mange klare nætter – nu følte vi, at tiden var inde. En tirsdag aften havde vi næsten alle i familien samlet om bordet – men BBC skulle høres. Vi lukkede op og hørte de første nyheder – men da der ikke var noget særligt, foreslog far at vi lukkede og spiste i fred. Jeg forlod bordet, skruede ned for radioen, de andre spiste videre – men mor så undersøgende på mig og spurgte om der var noget særligt, jeg ville høre. Jeg svarede ikke for pludselig hørte jeg f’et . . -- . var det sandt – jo det blev gentaget – bombemaskinen var på vej (med død, sult og elendighed til ingen af os mere var levende – men det vidste vi ikke). I den blanke kolde, månelyse vinternat gik vi over heden til den aftalte position. Vi var der kl. 22, og ventede spændt i en lavning i terrænet – der blæste en kold vind fra øst – det passede til indflyvning vestfra. Vi var ubevæbnede – kun stavlygterne havde vi med – en rød i vindretningen efterfulgt af 3 klare. Den tanke strejfede os, at der kunne vente tyskere i skovbrynet – et hul i systemet – en brudt kode – jo muligheden var der. Der skete intet – enkelte gange hørte vi støj af tyske natjagere, Ju 88 med Mercedes Benz motorer – ingen Rolls Royce motorer. Vi frøs af h. til og trods en del skæmten var vi bange og spændte. Kl. 2 begav vi os op ad lavningen på vej hjemover, -- Da vi nåede toppen hørte vi den komme -- motorer, der gik som symaskiner – og der – ganske lavt over Trend skov kom den – et fascinerende syn – ganske lavt, en 4-5 træhøjder oppe kommer den mægtige bomber buldrende mod os over Trend storskovs trætoppe – ganske tydelig at se i den månelyse nat (se side 128). Vi er hurtigst muligt på plads, d.v.s. stavlygterne i rette position – der blinker et lys på bomberens underside – den kommer utroligt langsomt nærmere, men pludselig drejer den af mod syd – buldrer bort – men kommer igen og drejer af en km fra os mod syd – vi kan høre den dreje nordpå – mod Ranum-gruppen – og senere mod Aars-gruppen – hvorfor kom den ikke helt ind over os? – at det var døden, der kom mod os, anede vi ikke – 4 måneder mere at leve i, hvis den var kommet – nu kom den ikke, og det gav os en lang respit, vi fik leve livet i mange år, men en dramatisk død betød bomberens drejning. Vi gik skuffede hjem over heden – vi anede intet om den farlige tur på heden’s konsekvenser.

Nogle dage efter fik vi en reprimande fra London på grund af vor forkerte position, vi var korrekt placeret – fejlen lå et andet sted – måske hos de polske flyvere i bomberen. I Ranum kiksede det også – Års-gruppen fik hele ladningen ned og det døde de af – en dejlig junimorgen nogle måneder senere ødelagde tyske projektiler deres bryst og de sank sammen bundet til en pæl. Vi andre, en del af os – tog til det forbandede land og sultedes til vaxzx og til at leve resten af vort liv i sygdom.

 Der skulle komme en ny nedkastning i trekanten – men der skete noget helt andet – krigen blev til alvor for os – vi legede ikke ”røvere og soldater” mere. Vi var amatører, der kæmpede mod et effektivt og grusomt system. Vi var for dårligt uddannede og organiserede – et led i kæden brast – leddene var mennesker og derfor svage. Her begynder tragedien.

En mand fra Aars gruppen kunne ikke holde kæften lukket med hvad han havde været med til – han var dødsens farlig at have iblandt os. London forlangte ham likvideret, men ingen kunne skyde ham og vi fandt vor egen tåbelige metode at få ham væk på. Han fik penge på lommen, blev kørt til Aalborg, hvor han på et værelse skulle vente 3 dage på at blive sejlet til det neutrale Sverige. Vi lod den farlige mand alene tilbage!! Han kedede sig på værelset – tog på restaurant – faldt i godt lag, og tungen løsnede sig på ham – han skulle fortælle. Lige bag ham sad Gestapo og lyttede og ”festen” fortsatte på Gestapos hoved­kvarter, højskolehjemmet. Jeg så ham nogle uger senere, han var forfærdelig mishandlet og han må have fortalt alt. Vi anede intet. Aars-gruppen blev fanget, Chr. U., Paul Gjessing, Hans Jørgen Henriksen, Fru Gjessing og en uskyldig sagfører fra Aars.

 Om morgenen kom jeg intetanende til kommunekontoret, hvor jeg arbejder. Ved nitiden banker det på døren og ind kommer mænd i cottoncoats med højre hånd begravet i lommen. Jeg var straks klar over hvem det var og at mine chancer var lig nul. Vi kendte de grå civilklædte mænd. Vi gik til en bil der stod udenfor. Jeg sad på bagsædet sammen med den ene, han var dansker. ”Forsøg intet” blev der sagt, ”vi skyder ved det mindste forsøg”.

På turen gennem byen fik jeg øje på en af gruppens medlemmer – han gik på gaden – og jeg så her en chance for at advare dem. Da bilen havde passeret ham vendte jeg mig, for at han kunne se, jeg sad i en grå benzindrevet bil. Det lykkedes – han så mig, og i det samme ramte en knytnæve mit ansigt. Men han havde set mig, alt var i orden for de andre.

Køreturen endte i et kontor på en af værnemagten besat skole i Aars. Jeg blev anbragt på en stol midt i lokalet – en gestapomand afhørte mig, mens en anden bevægede sig bag mig uden for mit synsfelt. Jeg var naiv, jeg troede at dette kunne klares mundtligt med søforklaringen, men da de fortalte, at Chr. U, Gjessing, Henriksen, Aarsfolkene var fanget og gestapo var i Ranum, indså jeg at slaget var tabt. Det drejede sig blot om min gruppe har reageret fornuftigt – stukket af, da de så mig i bilen.

Efter nogen tids behandling med gummirem og pistolskæfter og støvlespark i ryg og mave, opgav jeg et navn, navnet på ham, der havde set mig i bilen – og jeg fik fred, mens de tog af sted for at hente ham. Han var stukket af ligesom alle de andre undtagen én – ham tog de senere – både Chr. U. og jeg opgav hans navn i den tro han var over alle bjerge, men han blev bare gående derhjemme – hvorfor har jeg aldrig rigtig fået ud af ham. Nogle måneder senere tog de en tredie fra Farsøgruppen.

I løbet af nogle dage sad størsteparten af de 3 grupper + hele den secundære ledelse i Aalborg arrest: 5 fra Aars-gruppen, 2 + senere 1 fra Farsøgruppen og 4 fra Ranumgruppen desuden lederen Chr. U, Poul Gjessing m. kone og 2 Aalborg-folk.

Fra fængslet i Aalborg har jeg et par ting, som jeg specielt husker og som er af betydning for mig.

En nat blev jeg afhentet af gestapo til afhøring på højskolehjemmet – gestapos hovedkvarter i Aalborg, Chr. U. var med – det lykkedes ham, at gøre mig forståelig, at enhver chance for flugt burde benyttes – jeg begyndte at ane, at det hele nu virkelig drejede sig om liv og død – drengeårenes indianerlege var forbi.

Da vi nåede hovedkvarteret blev vi med pistol i ryggen ført ud af bilen og ind i hotellet – jeg først. Op ad trappen – stadig pistol i ryggen. Da lød der tumult bag mig. Chr. U. havde lynhurtigt vendt sig – slået pistolen ud af hans ”bagmands” hånd – væltet ham ned af trappen og sprang nu mod udgangen. Min vogter trykkede pistolen hårdt ind i ryggen på mig og skreg ”Stehen bleiben”. Den væltede gestapomand var kommet på benene, fik fat i pistolen, styrtede mod udgangen og affyrede en række skud mod Chr. U., som rammes i knæet, men løber haltende videre, men standses af civile som tror, det er en mand der flygter fra danske myndigheder. Han fanges så af gestapo og mishandles grusomt. Skudsåret tilses først af en tysk samtäter næste dag.

Jens Erik Ingvordsen. Dømt.

Kontorassistent Jens Erik Ingvordsen, født  d. 29. August 1922 i Farsø. Bopæl ved Arrestationen: Nørregade 29,Farsø. (legal). 

Arresteret d. 29. Februar 1944 paa Farsø Kæmnerkontor Kl. 9 ca. for illegalt Arbejde.

Sigtet for at være Medlem af en Gruppe, der modtog Vaaben og Sprængstof fra engelske Flyvemaskiner.

Der foreligger delvis Tilstaaelse fra min Side.

(Jeg blev d. 19. og 20. juni 1944 dømt ved tysk Krigsret paa Dagmarhus til 8 Aars Tugthus for ”Forsøg paa Begunstigelse af Fjenden” I samme Retssag dømtes 8 Kammerater til Døden ved Skydning, 2 til 8 Aars Tugthus, 5 til 6 Aars Tugthus og 2 blev frifundet). 

Jeg blev d. 8. juli 1944 deporteret til Tyskland sammen med 13 Kammerater fra   Vestre Fængsel.

Transporten til Tyskland.

Transporten fra Vestre til Gedser foregik i 2 tyske Militær-Lastbiler under Bevogt­ning af et Dusin Politisoldater. (M.P.bevæbnede – Flugt umulig). Paa Færgen til Warnemünde fik vi Lov til at købe en dansk Middag, Kalvesteg og Jordbær, Øl og Snaps. Politisoldaterne var menneskelige; men kunde ikke oplyse os om Rejsens Maal.

Fra Warnemünde fortsatte Rejsen i almindelige Rejsewaggoner sydvest paa gennem Rostock over Lübeck til Kiel, hvortil vi ankom d. 8. juli Kl. ca. 12 Nat. Natten før havde Byen været udsat for et Luftangreb – vi saa Bombeskaderne, da vi gik gennem Byen hen til ”Gerechtsgefuenis Kiel”. Befolkningen var iøjnefaldende fjendtlige stemte, da de erfarede, at vi var politiske danske Fanger.
 Kiel sad vi paa Enecelle i 5 Dage, det var et frygteligt Fængsel. Maden var endnu ikke af Betydning, thi jeg var velnæret fra Vestre Fængsel, men Disciplinen her var djævelsk, Fængslet skummelt og natlige Luftangreb. 3 Franskmænd forsøgte at hænge sig, mens jeg var der – kun de 2 fik Held dermed. Kun de gode Nyheder fra Normandiet og Østfronten holdt mig borte fra Flugten fra det hele ved Livremmens Hjælp.

Fra Kiel kørte vi med Jernbane i Fangevogne til Hamburg, vi frygtede det var Endestationen for os, denne allerede den Gang sønderbombede og udbrændte By, men Turen gik videre nordøst paa til Lübeck hvor vi overnattede i et Politifængsel udenfor Byen sammentømret af Træ. Herfra fortsatte Turen næste Morgen til Bützow-Dreibergen, en lille By 50 km syd for Rostock. D. 14. Juli 1944 (Bastilledagen) gik vi ind i Straffeanstalten Dreibergen,   som vi først forlod 9 Maaneder senere. 

Her mistede vi vort civile Tøj og blev iført Tugthusuniformen, en hvid Skjorte under en sort luvslidt Jakke; Jakken var sortgraa med et gult Baand over den ene Arm – lange sorte Bukser med en gul Stribe ned langs hver Yderside og en sort Kalot – og et Par Træsko, bestaaende af et Par Træbunde med Lærred som Overbygning. Alle mine Ejendele blev fjernet, og jeg blev klippet skaldet og anbragt paa en Celle sammen med 2 Kammerater. Vi sad paa anden Sal i Midtfløjen i det store Fængselskompleks (Celle 52), Kammeraterne var placerede andet Steds.

Den største Del af Straffeanstalten var belagt med Tugthusfanger, Resten var Fængselsfanger.

Fangernes Arbejde var mangesidigt. Nogle forlod hver Morgen Fængslet i Kolonner – de skulde ud paa de omkringliggende Gaarde eller ned til Bützow og deltage i et eller andet Fabriksarbejde. Men det var kun Fanger med ret korte Straffe der kom udenfor Fængselet. Fanger med over 4 Aar kunde ikke haabe paa at komme med, de maatte arbejde i Fængslet. Nogle sad Dagen lang paa Cellen og løste Knuderne paa brugt Høstbindegarn med et Søm. (Det var mit arbejde de 3 første Maaneder). Knuderne skulde fjernes inden det paany kunde forarbejdes paa Maskine. Nogle sad og lavede Træsko, andre reparerede Læderfodtøj. En hel Etage Tugthusfanger var beskæftiget med Fenderarbejde, hvilket ikke foregik paa Cellen, men i et større Arbejdslokale indenfor Fængselsmuren. Nogle arbejdede med Bogbinderi og Bogtrykkeri og Snedkerarbejde. Foruden Vagtmesterne var der en Arbejdsleder til hvert Fag, til at holde Opsyn med Arbejdet. Over Vagtmesterne stod Hauptvagtmeisterne – de var gerne Partimedlemmer og ikke medgørlige. Vagtmesterne var for en stor Del Reservemandskab, der var hvervet nede i Bütsow, da de oprindelige Vagtmestre blev sendt til Fronten. De var medgørlige; der var f.eks. en tidligere gammel Slagter, der var blevet Vagtmester, da der ikke var noget Sul at handle med, han var en hyggelig Fyr, vi kaldte ham ”Huselefanten”. Andre Vagtmestre var Krigsinvalider, det var hysteriske Mennesker. Foruden Fængslets vagthavende Embedsmænd var der en hel Stab Kontorfolk, som vi til daglig intet havde at gøre med. De arbejdede sandsynligvis med Fængslets Driftsregnskab, med Registrering af Fanger o.s.v.

Paa hele Fængslet var der ca. 2000 Fanger, hvoraf en Del var paa Udekommando til Flyvemaskinefabrikkerne i Wismar og i Warren andre paa Bombekommando. Til Bombekommandoerne blev der kun taget Tyskere som meldte sig frivilligt. Deres Arbejde bestod i at demontere ueksploderede Bomber rundt omkring i Nordtyskland; Arbejdet var farligt, mange blev dræbt, men Kosten var god.

Størstedelen af Fangerne var Tyskere – af Danske var vi ca. 200 – af Nordmænd ca. det samme. Desuden var der en Del Franskmænd, Russere, Hollændere og Belgiere; alle sammenblandede.

Jeg vedlægger her 3 Tegninger, jeg har tegnet efter jeg kom hjem. De er saaledes tegnet efter Hukommelsen, men de ligner Virkeligheden forbløffende, siger mine Fangekammerater dernede fra.

Det første forestiller Hovedfløjen med en af Sidefløjene til højre i Billedet; Iagttageren ser fra den anden Sidefløj ud over Gaardspladsen. Her gik Fangerne hver Dag en 20 Minutters Gaardtur med 4 Skridts Afstand. Vagtmesteren stod henne paa Trappen under Taarnene, hvor Indgangen var.

Det næste Billede forestiller den øverste Etage i højre Fløj – det var Skrædderafdelingen i Tugthuset. Man ser Etagerne neden under. Den anden fjerneste Dør i højre Side, var Døren ind til min Arbejdscelle, Nr. 21; min Sovecelle laa paa modsatte Side og kan ikke skelnes.

Jeg var Skrædder i 6 Maaneder paa denne Celle, som ses paa det næste Billede. Vi var 2 Mand der, en skrædderuddannet Nordmand fra Bergen, 55 Aar og jeg. Paa Instrumentet i Hjørnet til venstre besørgede vi vor Nødtørft – den blev tømt Morgen og Aften. Vi spiste derinde og arbejdede der, og der var en Soveplads, som blev benyttet af en Skrædder, der arbejdede paa en anden Celle. Det var en Student fra Horsens.

Jeg sov, som skrevet, paa en speciel Sovecelle, mens jeg var paa Skrædderiet. Det var Celle 17. Vi var 5 Mand, der sov i 2 Etagesenge – en med 2 Sengepladser og en med 3. Til hver Sengeplads hørte en Madras, en Skraamadras, et Lagen, 2 Tæpper, et Tæppebetræk og en Hovedpude med Overtræk. Lagenet og Betrækket blev skiftet en Gang, mens jeg var i Fængslet. Til Cellens yderligere Inventar hørte naturligvis Küblen, d.v.s. Nødtørftstedet og et Skab til at opbevare vore Spisegrejer i, og desuden et Bord og fem Treben (Stole).

Vore Spisegrejer bestod af et Spisefad (et Blikvaskefad), en Træske, en Trækniv, en Trægaffel og et Blikdrikkekrus til hver Mand.

Dagen begyndte Kl. 5½ -- da ringede en Klokke nede ved Hauptvagtmesterens Kontor og lidt efter bankede en Vagtmester paa Døren og raabte ”aufstehen” eller han laasede Døren op og raabte ”alles da” og vi raabte ”Ja, fünf Mann, alles hier”. Saa tændtes det elektriske Lys, og vi væltede os ud. Vinduet var selvsagt ”verdunklet”. Sengen ordne-des – Ansigtet vaskedes i koldt Vand, og saa var Vagtmesteren og Kalfaktoren der med Æblethe og en 1 cm tyk Skive Rugbrød til hver. Kl. 6 kom Skræddervagtmesteren og lukkede os over paa vores Arbejdsceller.

Nu arbejdedes der fra 6 til 12. Arbejdet paa min Celle var almindeligt Skrædder­arbejde. Vi vendte Vagtmestrenes Koners gamle Frakker og syede Jakker og Bukser til deres Børn. Jeg var ikke fagudlært, men det var min Kammerat, og jeg kom snart efter det. Skræddervagtmesteren var selv Skrædder; han kom med Arbejdet til os – forklarede os – laasede og gik – og kom og hentede det naar det var færdigt.

Kl. 12 kom Vagtmesteren og Kalfaktoren med én liter tynd Kartoffel-, Bønne- eller Kaalsuppe til hver Mand. Kl. 12½ kom vi paa Gaardtur i 20 Minutter. Det var næst efter Maaltiderne Dagens Højdepunkt. Skønt vi skulde gaa med 4 Skridts Afstand var det dog muligt at komme til at tale med Kammeraterne. Under Foregivende af at ens Træsko var ved at gaa af, kunde man træde ud af Rækken, saa langt borte fra den Vagthavende som muligt, og sidde og vente til de Fanger kom forbi, man ønskede at tale med; saa sprang man ind i Rækken.

”Noget Nyt?” var Spørgsmaalet altid, thi Krigen paa Fronterne var vort Evangelium.

”Kønigsberg faldet!” – ”Amerikanerne er gaaet over Rhinen paa 3 Steder!” – ”Præsten kommer!” – noget var Sandhed, andet var Rygter; men vi tog alt med Skepsis, vi var blevet skuffet for ofte. Efteraaret 1944 bragte os den store Skuffelse at Krigen fortsatte – vi havde haabet – mange endda troet paa Sejr i September. Aldrig har jeg været saa tungsindig, som da jeg erfarede Nederlaget ved Arnhem.

Efter Gaardturen fortsattes Arbejdet til Kl. 7 Aften. Kl. 3 havde vi faaet en Kop varm Æblethe uden Brød; vi brugte den gerne til at vaske Fødder i.

Aftensmaden bestod af en 1½ cm tyk Rugbrødskive, en stor Radise eller en Skive Kødpølse, undertiden 20-30 g. Margarine og Æbletheen paany. (De første Uger var Sulten ikke slem dernede, men den kom, og den var frygtelig. Jeg vejede 165 Pund ved An­komsten – i September vejede jeg 146 Pund – i Januar 1945 var jeg nede paa 124, og nogen Tid før Afrejsen vejede jeg 112 Pund). Den sidste Maaned blev Rationerne sat ned. Morgen- og Aftenskiven var ikke tykkere end en almindelig dansk Rugbrødskive.

Jens Erik Ingvordsens enke har venligst foræret Lokalhistorisk Arkiv for Farsø & Omegn kopier af skriftligt materiale om 2. verdenskrig tid.

Hilmar Larsen

Dødsmarchen

Modstandsmand og tugthusfange fra Farsø overlevede

Vandring i snestorm gennem krigs-tyskland.

Tekst: Helle Jung Aalborg Stiftidende lørdag 21. januar 1994

Foto: Thomas Tolstrup.

  Strandby: Tirsdag er det 50 år siden, at den 74-årige Hilmar Larsen begyndte en march gennem det krigshærgede Tyskland. Han var blandt den halve snes ud af 100 udsultede tugthusfanger der overlevede vandringen gennem hård frost og snestorm med fremrykkende russiske tropper i hælene,

  Hilmar Larsen gennemgår en lille kasse med de bitre minder fra det år i tysk fangenskab, som har præget hans liv siden.

  -Jeg har ikke kigget i kassen i alle de år. Det er svært at tale med andre om, for de fleste forstår det ikke. Jeg har vel selv gået og tumlet med det, siger Hilmar Larsen, og ansigtet afslører, at der er blevet tumlet en del med den skæbne, der overgik den dengang 23-årige blikkenslager og modstandsmand.

  Han fik kun fortalt brudstykker fra sine grusomme oplevelser.

Men som 50-årig gik jeg ned med et brag. Jeg kunne ikke klare de mest simple ting som at skifte en pakning, uden at sveden haglede af mig. Jeg for op over det mindste og kunne ikke sove om natten, så det kunne jo ikke blive ved med at gå. Men jeg kan stadig ikke sove om natten og vågner ved den mindste lyd.

  Hilmar Larsen afhændede sin blikkenslagerforretning i Farsø, som han havde overtaget efter sin far, og søgte læge. Lægen viste imidlertid ingen forståelse for problemet, og gennem Frihedsrådet blev Hilmar Larsen henvist til en læge i Viborg og dernæst i Vejle, stadig uden resultat.

  Først på Rigshospitalet kunne en overlæge stille diagnosen: Hilmar Larsen led af Kz-syndrom, og han blev tilkendt pension. Siden har han og hustruen Clara levet en stille tilværelse i deres hus i Standby.

  En mand gik i 1943 i Aars rundt og pralede af sin viden om den lokale modstandsgruppe. Modstandsbevægelsen besluttede sig for at likvidere manden, men han blev benådet og skulle så i stedet gemmes af vejen i Sverige. Men under turen dertil skulle han overnatte i Aalborg, hvor han gik på værtshus og igen sad og udbredte sig om sin farlige viden. En stikker hørte ham og 29. februar 1944 slog Gestapo ned på modstandsgrupperne i Aars, Ranum og Farsø.

  Hilmar Larsen fra Farsø blev først taget 1. april i Århus, hvor han var på kursus. Han blev afhørt og sat i arrest først i Århus, så i Aalborg og dernæst i  Vestre Fængsel  i København og endelig i Horserød, hvor han sammen med kaptajn Gjessing.

Kristian Ulrik Hansen og Hans Jørgen Henriksen samt medlemmer af 

Hvidsten-gruppen.

  19. juni blev Hilmar Larsen og 15 andre modstandsfolk stillet for en krigsret. Otte dømt til døden, mens de otte andre fik tugthusstraffe. Hilmar Larsen blev idømt otte år og sad 17. juli i tugthuset Dreibergen i Bûtzow syd for Rostock. Frem til november sad han og løste knuder på små stumper seglgarn op fra seks morgen til syv aften.

Et livsvigtigt venskab.

Foto:

Fange nr.701, tugthuset Dreibergen, Bûtzow, juli 1944, Hilmar Larsen blev idømt otte års fængsel. Otte ud af 15 fra modstandsgruppen blev dømt til døden.

Et livsvigtigt venskab.

Monotonien blev afbrudt natten til 19. november, da døren til cellen blev låst op. Hilmar Larsen fik udleveret sit eget tøj og mødte den to ældre norske automekaniker og modstandsmand Rolf Westergaard. Det blev begyndelsen på et venskab, som reddede begges liv. De blev sendt

  Der var ikke meget at lave på værkstedet, for der var mangel på alle materialet og brændstof, og det var også småt med fangevogternes kontrol. Så tugthusets eneste to skandinaver begyndte deres egen industri. Hilmar Larsen fabrikerede kageforme, cigaretui og askebægre, som Rolf solgte gennem de franske civilarbejdere, der boede i barakker ud i byen. Betalingen faldt i hård valuta, rugbrød og tobak, og allerede ved juletid havde kompagnonerne en god opsparing – to rugbrød, en sandkage og rigeligt med tobak. Kostbarhederne skulle vise sig at blive livsvigtige for de to venner.

  Krigen mærkede de ikke meget til, men omkring nytår blev spændingen større, og 12. januar 1945 begyndte russerne en offensiv, der bredte sig som en flodbølge ind over den polske slette. 23. januar nærmede russerne sig, og panikken var total. Tugthusets ca. 1.000 fanger fik udleveret deres eget tøj. Næste dag begyndte vandringen vestover, og kun to dage senere havde russerne erobret Stuhm.

  Fangerne blev i 10-15 graders frost og en halv meter sne sendt af sted i grupper a 100 mand med kærrer med proviant. De skulle holde sig fra hovedveje, der var fyldt med flygtende soldater og civile. Fangetransporten sneglede sig af sted på smalle sideveje og var allerede første dag forsinket, så de måtte overnatte i en lade på en tilfældig gård. Næste dag var det snestorm og fygning, og da begyndte problemerne for alvor. Kærrerne gik en efter en i stykker, og provianten blev fordelt mellem fangerne.

  De ældste af dem kunne ikke følge med og blev efterladt i sneen, efter at vagterne havde maden fra dem. De ville være sikre på at de enten frøs eller sultede ihjel. I det fjerne hørtes kanontorden, og ind imellem dukkede et russisk fly op.

  Imellem sig bar Hilmar Larsen og Rolf en kuffert med en harsk flask tran og seks rugbrød, som de om natten spiste af i smug. De var begyndt at diskutere, hvordan de kunne flygte fra gruppen, så de kunne komme over til russerne, men de fik ingen chancer. Alle var gennemblødt af sne og slud, og Rolf bukser begyndte at gå i opløsning,

  Nogle fanger faldt om af udmattelse, og medfangerne faldt over dem og flåede deres tøj af dem. To fanger forsøgte at flygte og blev skudt ned. Målet var Stargard, men byen var allerede truet, så de måtte forsætte. De traskede af sted fra otte morgen til otte-ni om aften, længe efter at det var blevet mørkt. Stadig flere mistede håbet og viljen til at overleve og blev ladt tilbage.

  Om natten sov de med deres fodtøj på at angst for at få det stjålet, og Hilmar og Rolf sov på skift for at forsvare deres ejendele overfor de andre.

  Jeg blev taget i april og havde derfor mine vandresko og strømper, pludderbukser. Skjorte og trøje samt en tynd læderjakke på. Jeg havde ikke overlevet, hvis jeg var blevet taget på en varm sommerdag, siger Hilmar Larsen.

Det var håbløst at flygte.

Det var håbløst at flygte.

  For at stille tørsten begyndte nogle af fangerne at spise sne, og prisen var for flere dødelig diarre. Hilmar og Rolf indså, at de også var nødt til at spise sne, men var klar over, at de skulle skiftes, så sen ene kunne tage sig af den anden, hvis han skulle blive syg. Det blev Rolf en nat i Kônitz, hvor han i vildelse stillede sine støvler og strømper fra sig. Næste morgen var strømperne frosne, at han måtte forsætte med nøgne fødder i støvlerne.

  30.januar fattede Hilmar og Rolf nyt m

Od. De tilbageværende 65 fanger var på vej mod Neustettin , der i dag ligger ved den polsk-tyske grænse, og skulle krydse en flyveplads, da en kolonne af flere hundrede engelske krigsfanger nærmede sig, Rolf fik kontakt, og efter en række kontrolspørgsmål om norsk geografi fra de skeptiske englændere, fik Hilmar Og Rolf nogle cigaretter og tændstikker.

  Det blæste pludselig op, og skjult bag en sky af sne smuttede de bag om en bilkolonne og væk fra deres flok. De fulgtes resten af dagen med de engelske fanger, der også var på vej mod Neustettin.

  Næste dag måtte Hilmar og Rolf klare sig selv, og op ad dagen fik de et lift bag i en lastbil til Neustettin.

  Her kunne Hilmar og Rolf være flygtet, men hvor skulle de flygte hen? De spurgte i stedet om vej til byens fængsel, hvor de fandt deres medfanger.

Flokken var da skrumpet ind til 20. Dagen efter1. februar, skulle de under dække af, at de var civilarbejdere, med tog de sidste

  Efter to dage slap maden op, og enhver måtte klare sig selv Hilmar og Rolf snød sig på stationerne til lidt suppe, fordi de udgav sig for at være flygtninge og andre steder som tyske soldater i en uniformsfrakke lånt af en tysk desertør.

7. februar var omkring 10 ud af oprindeligt 100 fanger i gruppen tilbage i tugthuset Dreibergen.

Man vidste ikke bedre.

Man vidste ikke bedre.

13. april kom de svenske hvide busser Bûtzow, og fangerne blev kørt til opsamlingslejren Neuengamme  og efter otte dage videre til Frederiksruhe, over grænsen og til Møgelkjær ved Horsens. Herfra blev de sendt over København til en kuranstalt ved Helsingborg i Sverige.

  Vi sansede knap nok at vi havde været i Danmark, for vi havde ingen kræfter. Og havde vi haft dem, kunne vi stadig ikke bare tage hjem, før vi måtte følge reglerne.

  7. maj fik Hilmar Larsen udleveret en enkeltbillet til Farsø og stod 9. maj på Farsø station. Han kunne godt kende stationsforstanderen, men han kunne ikke kende ham, så han gik det sidste stykke hjem til forældrene. 11. juni var han tilbage på arbejde.

  Der var ikke nogen til at hjælpe med at bearbejde oplevelserne, for det var ikke moderne dengang at give krisehjælp. Man vidste ikke bedre, siger Hilmar Larsen og vender den mørnede kvittering i hånden - 2.475 kroner udbetalt 1. december 1945 fra Erstatningsraadet ved Finanshovedbogholderiet i København som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Kopi af 2 avisartikler:

8 Sabotører henrettet

Andre 8 Sabotører idømt Tugthusstraffe

Fra officiel tysk Side meddeles:

Ved Krigsretsdom af 19. juni 1944 er følgende blevet dømt for Deltagelse i Sabotage­forbry­delser:­

Stud. Theol. Christian Ulrik Hansen, født 26. Maj 1921 i Farsø i Jylland,

Landmaaler Emil Balslev, født 19. September 1913 paa Frederiksberg,

Købmand Børge Lauritsen, født 25. Oktober 1916 i Aars, Jylland,

Købmand Jørgen Rydder. Født 20. September 1923 i Aars, Jylland,

Klejnsmed Jens Peter Funk Lind, født 14. Maj 1921 i Sandvig paa Bornholm,

Købmand Michael Westergaard Jensen, født 25. Oktober 1916 i Randers. Jylland,

Skibskaptajn Poul Ib Gjessing, født 31. Marts 1919 i Silkeborg, Jylland, og

Mejerist Hans Jørgen Henriksen, født 1. April 1919 i Aalborg, Jylland,

blev dømt til Døden.

8 idømt Tugthusstraffe

Manufakturhandler Knud Malthe Poulsen, født 12. Februar 1922 i Farsø, Jylland,

Kontorist Jens Ingvordsen, født 28. August 1922 i Farsø, Jylland, og

Blikkenslager Hilmar Kjeld Larsen, født 9. November 1920 i Farsø, Jylland, blev dømt til hver 8 Aars Tugthus.

Kommis Carsten Abildgaard, født 28. November 1921 i Aalestrup, Jylland,

Seminarieelev Kaj Erhard Enggaard, født 22. December 1922 i Hillerslev, Jylland,

Seminarieelev Poul Henrik Pedersen, født 30. Juli 1922 i Løgsted, Jylland,

Seminarieelev Aage Kjærulf Bisgaard Christensen, født 17. Juni 1924 i Thorup, Jylland, og

Elevaspirant til Seminariet Robert Viggo Hvolby, født 10. August 1926 i Nørresundby,

blev idømt hver 6 Aars Tugthus.

De under samme Sag anklagede:

Fru Else Gjessing, født Jensen, født 11. Juni 1916 i Aalborg, Jylland, og

Sagfører Jens Paul Torrild Thomsen, født 4. Oktober 1903 i Aalborg, Jylland, blev frikendt.

Dødsdommene er blevet fuldbyrdet i Dag. Fredag den 23. Juni 1944.

Ejnar Vestergaard, Gøttrup

Beretning af: Ejnar Vestergaard, Gøtttrup.
Født 1. april 1924 - død 17. oktober 2008.

 Jeg tog derned, og kammeraten viste sig at være Chr. Ulrik Hansen. Vi sag først og snakkede om alt mellem himmel og jord, men så bestemte vi os til at gå en lang tur, og alle 4 sagde derfor godnat.

De 4 var Ove, Johannes, Christian og mig. Da vi kom tilbage var Saabyes gået i seng, så vi tog stuen i besiddelse igen. Christian havde forinden spurgt mig, om jeg kunne skaffe 7 til 8 mand. Han sagde så, at han var kommet herop for at lave en illegal gruppe, som skulle modtage våben fra England. Han spurgte ikke, om vi ville være med, det tog han som en selvfølge. Vi havde nok hver især vore betænkeligheder, men det lod vi os ikke mærke med. Vi havde jo alle i forvejen haft lidt med illegale blade at gøre, men det her var alligevel et spring ud i det uvisse, for vi kendte jo prisen for den slags allerede på dette tidspunkt – døden.

 Vi begyndte nu at planlægge, hvem der skulle være med, og den første blev Niels Jensen, hvis sindelag ingen kunne drage i tvivl. Derefter Hilmar Larsen – ham var vi også sikker på. Endvidere blev der talt om Jens Erik Ingvordsen og Knud Malthe Poulsen, men dem blev der ikke taget endelig standpunkt til. Vi fik nu til opgave foreløbig at organisere gruppen, så ville vi senere få videre besked,

 Et par dage senere havde jeg et lille gilde, hvor også Niels Jensen var med. Efter at de andre var taget af sted, fik vi Niels med ud i stalden, og her satte vi ham ind i situationen. Han var straks fyr og flamme. Ove fik så de 2 andre underrettet, og da de straks var parate, var vi nu 6 mand, og lidt senere fik vi også Knud Malte Poulsen og Frank Kjær Nielsen med i gruppen, Gruppen bestod nu af følgende 8 mand. Ove Saabye, Johannes Saabye, Niels Jensen, Hilmar Larsen, Knud Malthe Poulsen, Jens Erik Ingvordsen, Frank Kjær Nielsen og Ejnar Vestergaard, Midt i november var vi i orden og klar til at begynde arbejdet, og vi var lovet nedkastninger før jul.

 Vi havde et par møder, hvor vi drøftede et og andet, Jeg var blevet udnævnt til leder af gruppen, fordi jeg var den, der kendte mest til de moderne våben, jeg havde nemlig været soldat sidst. Igennem dyrlæge Sonne i Farsø skulle vi modtage ordrer og eventuelle advarsler. Endvidere havde Ove en adresse i Viborg, som vi ikke kendte, og der skulle vi give besked om resultaterne af nedkastningerne. Eventuelle nedkastede våben skulle vi grave ned – brænde faldskærmene og fjerne alle spor. Dette var meget vigtig, da vi kun havde den ene nedkastningsplads, Vi havde fået udleveret salmiakspiritus til at stænke stedet til med for det tilfælde, at tyskerne brugte hunde.

 Så en dag blev jeg kaldt ned til Saabyes, for Christian var der, og han skulle have positionen på pladsen. Vi havde i forvejen været ude at se på pladsen i kommune heden, Han fik af mig indtegnet pladsen på kortet og ville så holde sig i forbindelse med Ove, når nedkastningen skulle finde sted.

 Jeg fik senere et forseglet brev fra Christian med forskellige instruktioner. Der stod bl.a. heri, at hvis vi ikke kunne holde tæt, ville der blive grebet, meget hårdt ind fra ledelsens side, og der blev ikke lagt skjul, at hvis der var nødvendigt, ville vi blive skudt. Endvidere fulgte der med brevet en skitse om, hvordan vi skulle stå ved nedkastningspladsen. En skulle stå med hvidt lys og vedkommende skulle signalere til flyveren, de andre 3 skulle bruge rødt lys.

 (x rød lys) (x rødt lys) ( x rød lys). Brevet skulle straks brændes.

 Endelig en dag skete der noget. Jeg kørte og pløjede, da Ove kom cyklende herned. Han havde fået besked gennem Christian, at vi de næste 3 dage kunne vente en nedkastning, og koden skulle vi modtage gennem den engelske udsendelse fra London, Vort stikord var F på morse.

 Den første aften var der ikke noget, men næste aften mente vi alle at kunne høre det aftalte tegn. Vi mødtes i små grupper i Farsø den lørdag aften, og vi blev enige om for en sikkerheds skyld at tage derud. Nedkastningen skulle finde sted mellem 22 og 2, og vi aftalte, at Niels og jeg skulle køre ned til os for at hente skovle til at grave det nedkastede ned med. Vi skulle så mødes ude ved vores skov. Ved en misforståelse gik vi forkert af hinanden, så at Niels og jeg ikke kom derud. Vi var en overgang ved at tro, at de andre var taget af tyskerne, for på den tid var der mange af dem i Farsø.

 Det fik vi heldigvis konstateret dagen efter ikke var tilfældet.

 Vi havde den aftale med Christian, som jo vidste, når vi havde nedkastning, at hvis han skulle indfinde sig på pladsen, skulle han fløjte ” Den er himmel blå ”. Der var ellers ikke meget fare ved at komme derud, da vi ingen våben var i besiddelse af. Vi var så heldige, at vi altid vidste, når tyskerne havde nat øvelse derude, da Jens Erik, som kontorist på kommunekontoret, tillige var tolk for tyskerne og som følge heraf altid var klar over, hvornår de var ude.

 Dagen efter denne første aktion faldt der sne, og så havde vi ordre til ikke at tage derud. Så kom julen, og den fik vi lov til at holde i fred, hvad vi også var lovet.

 Den 6. januar var vi en tur i ungdomsforeningen, det foregik i Fandrup forsamlingshus, da tyskerne havde beslaglagt hotellerne i Farsø. Niels og jeg var derude, og ud på aftenen kom Ove og Hilmar også. Ove havde hørt fra Christian, som ville komme til Farsø i løbet af aftenen og gerne ville tale med hele gruppen. Dette var imidlertid umuligt, men Ove, Hilmar og jeg kørte til Farsø. Christian kom ikke, så vi kørte tilbage igen. Christian kom på natten ned til Ove. Der gik nogen tid med forskellige arbejde, og så kom der atter besked om, at vi i løbet af de følgende dage kunne vente en nedkastning. Forinden havde Jens Erik og jeg lavet falske legitimationskort til hele gruppen. Vi havde også fået fat i en gammel pistol af blikkenslager Larsen, som vi forgæves havde forsøgt bringe i orden. Vi fik koden og ventede på bedre held denne gang. Vi skulle igen modtage koden gennem den engelske radio og stikordet var; ” Glem ikke at lytte til vores næste udsendelse ”.

 Så en søndag aften kom det, og jeg tog ned til Ove for at få ham med i biografen. Vi manglede ikke mindre end 3 mand denne aften, men vi andre kørte derud. Der var mægtig fint vejr med måne, og der var en mængde overflyvninger den nat. Vi sad under en busk og havde det meget hyggeligt.

Lidt før kl. 2 besluttede vi at gå hjem, da vi ikke regnede med, der ville komme nogen maskine den nat. Vi var kommet et stykke hen, da vi hørte svag motorlarm ude over fjorden, og kort efter gled en stor engelsk maskine ind over bakkerne ganske lavt. Vi løb alt, hvad vi kunne tilbage på plads og tændte lygterne, medens Hilmar blinkede det aftalte N på morse. Der blev blinket igen fra maskinen, og så vendte den i en stor bue og kom tilbage. Nu sker det, tænkte vi, men maskinen drejede af og forsvandt ud over heden. Vi var godt ærgerlige. Hilmar havde tabt en mappe, da maskinen kom, den fik vi med stort besvær fundet igen.

 Dagen efter var jeg ude på pladsen for at se efter, om maskinen eventuelt havde kastet skærmene længere ude, men det havde den ikke. Om eftermiddagen tog Jens Erik til Viborg for at aflægge rapport. Og jeg tog ud til Blære Hede for at finde en ny plads. Kort efter fik vi forbindelse til Christian, og han fortalte, at den engelske pilot var kommet hjem og fortalte, at det var forkert signal, han havde fået, men det var nu ikke tilfældet, fejlen var udelukkende på hans side.

 For at vi hurtig kunne komme ud uden at hente hinanden, hvad måske kunne vække opsigt, havde vi ordnet det således, at når vi skulle ud, skulle vi skrive 1918 på Nibe banens køreplan, der hang på stationen, hver især havde så sine opgaver. Kort forinden havde vi fra København fået en advarsel til Christian om ikke at tage ind i sin lejlighed der, da den blev bevogtet af Gestapo. Vi anede dengang ikke, hvor Christian var, så vi satte os i forbindelse med de steder, hvor han plejede at holde til.

 Så pludselig en dag fik vi besked på, at vi skulle træffe ham ude ved Foulum kirke kl. 8 om aften.¨

 Jeg var forhindret, og andre var ikke hjemme, så det blev Jens Erik, Hilmar og Knud Malte, der tog derud. Christian var sendt herop for at diskutere et af Aars gruppens medlemmer, som var kommet

En hel del udtalelser om, at han var med til noget. Der blev holdt møde ude i en plantage, hvor nogle fra Ranum gruppen var til stede.

 Der gik nogle dage, og så en aften blev Ove og jeg kaldt til Aars, hertil ville Christian komme i løbet af aften. Da han kom, tog han os med ned til Balslev, hvor det meste af Aars gruppen var samlet. Der blev der naturligvis ikke nævnt navne, men vi kendte dog et par stykker af dem, der var med.

Her begik vi en stor fejl, fordi grupperne kom til at kende hinanden. Grunden til mødet var, at Balslev var blevet udnævnt til chef for Vesthimmerland, men derfor var det jo ikke nødvendigt, at de øvrige vidste noget om Farsø gruppen. Huset flød med våben, da de lige havde haft en nedkastning. Det medlem af gruppen, som havde snakket over sig, var et par dage i forvejen sendt til Aalborg, og så var det meningen, at han skulle videre til Sverige, hvor det svenske politi ville internere ham. De havde fortalt ham, at tyskerne var på sporet af ham, og så var han mere end villig til at rejse. Jeg fik den aften til opgave af Christian at lave en gruppe ved Hobro og en nede ved Randers.

 Den følgende søndag rejste jeg til Hobro, hvor jeg traf en kammerat nede fra Randers. Han var straks villig og lovede at gøre, hvad han kunne for at lave en gruppe. Min anden kammerat, der var fra Hobro, turde imidlertid ikke. Da jeg om aften kom tilbage til Farsø med rutebilen, blev jeg modtaget af Ove og Jens Erik, De fortalte, at Balslev ovre i Aars vist var blevet taget, men de vidste ikke noget bestemt. Skulle det være tilfældet, behøvede det jo ikke at være ensbetydende med, at vi ville blive rodet ind i det også. Vi bestemte, At Ove og jeg om mandagen skulle tage til Aars og undersøge forholdene. Jeg gav som grund, at jeg skulle til tandlæge, og Ove tog til Løgstør, så skulle vi ved 5 tiden træffes i Aars. Vi traf ikke hinanden i Aars, men jeg fik at vide, at hele gruppen derovre var taget, og så vidste jeg jo også nok.

 Jeg kørte ud for at tale med Ove, og vi besluttede at samle gruppen tirsdag aften og sætte dem ind i forholdene. Hver især kunne så gøre, hvad han fandt klogest, enten at rejse eller blive. Ove skulle om eftermiddagen sende besked ud til de forskellige om at møde i Vannerup gymnastik hus. Her ville de få deres falske pas, som jeg lå inde med. Endvidere skulle vi sørge for, at vi ikke havde illegale blade o.l. liggende.

  Næste morgen tog jeg på arbejde i skoven sammen med karlene. Jeg havde de falske pas liggende i bunden af mit skab under et stykke papir. Jeg kom først i tanker om det, da jeg var kommet et stykke hen af vejen, men så slog jeg mig til ro med, at de kunne flyttes, når jeg kom hjem til middag. Jeg havde den formiddag på fornemmelsen, at der ville ske noget, så jeg var hele tiden på vagt, men ellers fuldstændig rolig. Da vi gik hjem ve 11 tiden, mødte vi min søster Martha nede på vejen, og hun fortalte, at der havde været 2 herrer, som ville tale med mig, repræsentanter havde de kaldt sig. Jeg sagde nu til karlene om at gå i forvejen hjem og betroede Martha, at jeg nu måtte rejse, da det var tyskerne, som havde været der.

 Lidt efter kom far til og spurgte om, hvad der var på færdes Jeg sagde, at jeg blev nødsaget til at rejse, da tyskerne var ude efter mig. Han troede kun, at det var blade, det drejede sig om, men da jeg fortalte ham, at det var våben, var han også straks klar over, at det var det eneste, der var at gøre.

Vi fulgtes ad hjem, og jeg blev nede ved svinehuset, mens han gik op og hentede legitimationskortene. Endvidere fik jeg 500 kr.

 Jeg gik derefter ud tik min bror Jens, hvis gård ligger tæt ved vores, og de kom ud med noget tøj til mig. Det var en aftale, at legitimationskortene skulle graves ned ude i haven i lysthuset, og der skulle hver især kunne finde dem. Jeg fik Jens til at gå hen og grave dem ned. Jeg var lige kommet i andet tøj, da Gestapo bilen for anden gang rullede op til gården. Jeg stak tværs over markerne, ud omkring den store skov, til kommuneskoven og over heden ned til Vadgårds plantage. Jeg var bange for, at tyskerne eventuelt skulle bruge hunde, men min frygt viste sig at være ubegrundet.

 Jeg lå længe nede i plantagen og ventede på at karlene på Vadgård skulle gå i marken, så jeg kunne komme ned og tale med min fætter Vagn. Endelig gik de, og jeg var så heldig at træffe Vagn alene. Jeg satte ham ind i situationen, og han var som sædvanlig parat til at hjælpe. Vi blev enige om, at det var bedst, at jeg blev ude på høloftet. Det var så meningen, at jeg om aften skulle tage videre til Illeris, for her var der i mellemtiden kommet noget tøj ud. Vi bestemte imidlertid at jeg i stedet skulle vente til næste morgen og så cykle til Demstrup på Vagns cykel. Vagn tog til Farsø for at undersøge hvordan landet lå, og indrettede mig så bekvemt som muligt på hølofter.

 Ved 5 tiden kom Vagn tilbage, at Knud Malthe Poulsen, Jens Erik Ingvordsen og lærer Saabye var ført til Aars. Dog mente de, at Saabye kun var ført til afhøring og ville komme tilbage ud på aften, hvilket også viste sig at være tilfældet. Endvidere havde tyskerne sagt, at de ville komme igen for at se, om jeg var kommet hjem. Vagn havde også talt med dyrlæge Sonne, som havde rådet mig til i hvert fald foreløbig at blive i landet. Da karlene var taget i byen, kom Vagn op og hentede mig, hvorefter jeg kom ind og fik noget at spise og kom i seng. Ved 4 tiden startede jeg igen – for klædt som arbejder i noget gammelt tøj af Vagn og med en spade bundet på cyklen. Det gik udmærket, og jeg nåede uden forhindring til Demstrup. Her kom jeg straks til at tale med Ejnar, satte ham ind i situationen, og han var straks parat til at hjælpe. Pigen, de havde, fortalte de, at jeg hørte tik ” Det flyvende korps ”.

 Næste morgen kørte jeg videre, idet jeg skulle ud til Martin Jørgensen for at få lavet mit legitimationskort om. Jeg var nemlig ikke så glad for at køre med Farsø stemplet i det, jeg havde. Jeg kom til Mols en sen aften i snestorm og var heldig at træffe Marie og Martin Jørgensen alene hjemme. Jeg fortalte dem, hvad var sket, og de var straks parat til at hjælpe så godt, de kunne. Jeg havde den aftale med Vagn, at han skulle skrive til Martin om, hvordan det stod til hjemme.

Mit falske ID - kort

  Morgenen derpå blev jeg forsynet med nyt pas og rationeringskort og aftalte med Martin, at jeg skulle tage til Aarhus og bo hos noget familie der, så ville han lade mig vide, når han havde hørt fra Vagn.

 Jeg startede mod Aarhus, men da jeg kom til Løgten, fik jeg den ide at ringe til Qustrup for om mulig at høre, hvordan det stod til der. Jeg kom til at tale med en af pigerne, og hun fortalte, at Elna og Martin var i Gøttrup, der var en forfærdelig ballade, Christian Vestergaard var taget osv.

 Jeg besluttede at køre hjem, for hvis far var taget, ville jeg melde mig selv. Jeg var bange for at gøre det, men jeg kunne ikke andet. Da jeg kørte ind til Aarhus, var der en civil, der stod ude på vejen og stoppede mig. Han var i ride bukser, så jeg tænkte nu er det sket med dig. Han bad mig hjælpe ham med at læsse noget på en bil, så jeg åndede befriet op. Jeg nåede ikke længere end til Ans, så punkterede jeg, hvorefter tog ind på kroen og boede der om natten. Dagen efter tog jeg til Demstrup og blev der til ved 4 tiden, så startede jeg hjemad.

 Jeg var forsynet med briller, så jeg ikke så let kendelig, og turen til Vadgaard gik godt. Cyklen lagde jeg oppe i skoven og listede mig så ned i porten, hvor jeg så, at karlenes cykler var væk.

Da jeg havde forvisset mig om, at ingen karle var hjemme, gik jeg ind. De blev noget forbavsede over at se mig, og jeg fik til min store lettelse at vide, at far ikke var taget. Ellers fik jeg et referat af, hvad der var sket i den tid, jeg havde været væk. Der var kommet en hilsen fra de 5 i Sverige, og jeg regnede så med, at de var i sikkerhed. Jeg fik dog dagen efter at vide, at Hilmar vist alligevel ikke var med. Hele søndagen var jeg på Vadgaard, og om aftenen havde jeg besøg af Jens og Martha, som kom med min cykel og noget tøj.

 Dagen efter cyklede jeg til over Demstrup til Mols, hvor jeg gjorde kort besøg hos Martin. Dagen efter kørte jeg sydpå gennem Jylland, over broen til Fyn, hvor jeg boede på Ingslev kro mellem Middelfart og Odense. Næste dag gik turen til Ringe ud til Erik Eriksen, som jeg var så heldig at træffe ude i stalden. De var jo lidt forbavsende, for det kom helt bag på dem. Jeg kom ind, hvor jeg blev præsenteret som en gammel karl. Til stede var fru Stærmose (”Moster”) og enkefru Frandsen fra Åle samt Frida Olsen, Moster lugtede straks lunten, og da vi et øjeblik var alene, fik jeg deres adresse, jeg kunne bare henvende mig der, hvis jeg ville til Sverige eller anden hjælp. Der var et mægtigt plus for mig at have en Sverige forbindelse i baghånden.

 Dagen efter tog jeg ud til Damgaard Nielsen og fik arbejde på Brændehavegård, som på det tidspunkt hører til skolen. Jeg skulle, efter at jeg havde talt med bestyreren, først møde den 15, marts, for det ville se mere naturligt ud. Jeg tog en tur ned mod Svendborg, for der skulle være barnedåb i Ringe. Nede under broen ved Nielstrup skulle der stå en riffel med tilhørende ammunition, og den var jeg ude efter, men den var fjernet. Jeg tog videre til Korinth, hvor jeg overnattede på kroen, og dagen efter kørte jeg tilbage til Ringe. Om aften, da jeg sad og spiste på kroen, blev der lagt en hånd på min skulder, og jeg tænkte, nu er det sket, men det var en af mine højskolekammerater.

 Den 15. marts tog jeg ud til Frode og Lilly, hvor jeg fik en vældig god behandling. Efter nogle dage sendte Damgaard bud efter mig, og lod mig vide, at han ikke turde have mig gående længere. Den 26. marts rejste jeg. Planen var, at jeg ville til Jylland og prøve, om jeg kunne finde Hilmar, for det var jo muligt, at han godt ville til Sverige, og nu kunne jeg hjælpe ham.

 Jeg kørte til Nyborg, hvor jeg satte Moster ind i planen, og hun lovede, at de nok skulle hjælpe ham over, hvis jeg fik ham fundet. I Nyborg gik ”Hans”, sabotøren fra Svendborg, som var stukket af over hals og hoved fra Gestapo. Jeg kørte nu direkte til Demstrup. I Tørring kørte jeg lige forbi min kusine, uden hun kunne kende mig. Så min forklædning måtte ikke være helt tosset. Da jeg kom til Demstrup, fik jeg Niels Christian til at køre til Gøttrup for at sige, at jeg kom hjem en tur. Han kom i stedet tilbage og fortalte, at de hellere ville komme til mig, det var for farlig at komme hjem.

 Far og mor kom lige til min fødselsdag den 1. april, og far skulle nu forsøge at finde Hilmar. Vi aftalte, at jeg skulle ringe hjem og høre, hvordan ”Frk. Larsen” havde det, men da jeg ringede, fortalte de, at Hilmar var blevet taget i Aarhus samme dag, som jeg var kommet til Demstrup.

 Jeg sendte derefter en annonce til ”Fyns Tidende”, og blev i Demstrup,  jeg fik svar. Jeg fik 10 tilbud, og med dem i lommen kørte jeg til Fyn, hvor jeg fik plads som daglejekarl hos Madsen fra 15. april til 1. naj.

 Den 1. maj rejste jeg til Nyborg og var der et par dage, hvorefter jeg tog en tur til Jylland igen, og i Demstrup havde jeg besøg af Martha. Jeg kørte videre til Åle, for jeg var af Moster blevet anvist plads hos enkefru Frandsen, Bregnholmgaard. Her var jeg fra midten af maj til omkring 1. juni.

 Derefter rejste jeg til Fyn igen for at deltage i en stor aktion mod dragon kasernen i Svendborg.

Den havde jeg tidligere lavet en skitse over til Christian Stærmose, som var leder af Svendborg gruppen. Aktionen blev imidlertid afblæst, da man var bange for tyskernes repressalier.

 Med invasionen den 6. juni steg vort humør betydeligt. Hans var ovenud lykkelig, og han fik mig overtalt til at blive i Nyborg, det havde Moster nemlig foreslået. Jeg tog på Nyborg avlsgård og fik roearbejde. Jeg fik også fat i en hel del illegale blade, som jeg sendte ud. Højt var humøret den aften, vi hørte, at vore kammerater havde sprængt 3 skibe i Svendborg havn, vi vidste nemlig i forvejen, at det ville ske. En lille morsom episode indtraf om aften, Hans og jeg havde været i biografen og var på vej hjemad over broen. Hans kom til at se sig tilbage og fik øje på en lille Gestapobil, der i rasende fart kom oppe fra Byen. ” Der kommer en af de små djævle, det er for at hente mig” siger Hans, og i det samme stryger bilen op på siden af os og bremser voldsomt op. Vi bliver stående ganske uanfægtet, og et øjeblik efter kører bilen igen, og Hans udbryder: Å for fanden mine knæer, de er som gele”. Hvis der skete noget med Chr. i Svendborg, ville der blive ringet til Nyborg, og så måtte vi hurtigst mulig ug af huset.

 En dag, jeg gik ude i roerne, kom Hans derud med fuld oppakning og fortalte, at Chr. om natten var blevet taget nede i Svendborg, derfor kunne vi muligvis også vente dem i Nyborg, så det ville sikkert være klogest for alle parter, om vi stak af. Vi aftalte at mødes ude i en skov senere på dagen, og jeg kørte ind til byen for at få fat på mit tøj. Jeg havde den aftale med Moster, at der eventuelt var besøg af Gestapo, så stod det engelske flag oppe i gavlvinduet. Der var ingen flag, så jeg kunne roligt gå ind og pakke mit tøj. Moster tog det meget tappert med Chr. Jeg kørte op på banegården med mit tøj, satte det i garderoben og forsatte videre ud til Hans, Her aftalte vi, at jeg skulle tage ned på Bregnholmgaard, han ville tage til Odense, så skulle vi ellers holde forbindelsen med hinanden og følge, hvordan sagen med Chr. udviklede sig.

 Mine kammerater fra gruppen derhjemme havde jeg ikke hørt meget til, de blev flyttet fra det ene fængsel til det andet uden dom. Da de i marts sad i Kong Hansgades arrest, var der forsøgt et attentat mod fængslet for at befri dem, men det mislykkedes desværre.

 Jeg var nogle dage på Bregnholmgaard og var også i Nyborg for at høre nyt, men der var ingen hjemme, så jeg tog videre til Odense for at tale med Hans, han vidste heller ikke noget om Chr.

 Et par dage efter rejste jeg til Jylland, jeg havde min første sending illegale bøger med. Jeg tog til Randers og ville så cykle derfra hjem.

 Da jeg i Randers sad inde på en cafe, hørte jeg i radioen mine kammeraters dødsdomme og 8 års tugthus til Hilmar, Knud Malthe og Jens Erik. Fra Randers kørte jeg ud til Vagn og videre hjem om natten. Turen gik meget fint, jeg kom bag ind. Jeg var hjemme nogle dage og tog derefter til Demstrup, hvor jeg også var nogle dage. Jeg kørte til Åle igen, og her fik jeg en stor sending illegale bøger fra Odense, som jeg fik travlt med at forhandle.

 Kort tid efter kom der bud fra Demstrup, at gruppen der manglede legitimationskort, de ville gerne, hvis jeg kunne skaffe dem nogle. Det kunne jeg godt, men jeg skulle hjem for at have dem stemplet, og så ville jeg låne en pistol. Det kunne jeg også godt, og så drog jeg nordpå igen. På Birgittelyst kro traf jeg Niels Chr., og jeg fik pistolen, hvorefter jeg kørte hjem.

 Jeg var kun hjemme nogle få dage, til kortene var ordnet, kørte derefter til Demstrup igen. Her var jeg sammen med gruppen ude på en aktion mod tyske biler. Vi lå ved en stor bakke, når så en bil kom, lagde vi nogle små bomber ud på vejen. Disse bomber ville sprænge dækkene, så skulle vi med maskinpistoler og pistoler opvarte eventuelle tyskere. Et par mand med lommelygte skulle give signal, nar der kom tyske biler, men vi havde ikke heldet med os, for der kom ingen biler den aften.

 I tilfælde af invasion tilhørte jeg Demstrup gruppen, da jeg ikke dengang var tilstillet andre grupper.

 Jeg rejste til Åle igen og var der til midt i september. Alt var så stille og roligt dernede, men en dag troede jeg alligevel, det var gået galt. Jeg gik og hakkede roer, da der op imod gården kom en tysk bil med soldater ude på trinbrætter lige til at springe af. Bilen kørte forbi og standsede lige ud for mig, de ville bare spørge om vej.

 3. september var jeg til et våbenkursus i Demstrup, og den 19. rejste jeg til Odense for at aftale køb af et parti illegale bøger. Jeg kom til Odense, lige da razziaen mod politiet var i fuld gang, så jeg var ikke videre tryg ved at være der. Det blev selvfølgelig ikke lettere for os, der var ” under jorden”, da politiet kom til at dele vor skæbne. Jeg traf omsider Harry ude i nogle garager, men han kunne ikke skaffe mig flere bøger, da hans forbindelse var forsvundet. På cykel kom jeg til sidst ud af byen. Næsten alle veje var spærret, og folk blev visiterede. Jeg tog til Nyborg, men her var det næsten lige så galt.

 Dagen efter, at jeg var kommet til Nyborg, var der færgestop, så vi havde en hel del mennesker boende hos Moster. Da vi sad og spiste om aftenen, blev huset pludselig omringet af tysk militær. Jeg så hen på Moster, men hun så meget koldblodig ud, så må du jo også gøre det, tænkte jeg, og lidt efter forsvandt tyskerne da også. Om aftenen og natten var der en del uroligheder nede i byen. Jeg traf Robert Stærmose her oppe lige før han rejste til England.

 Da det hele faldt lidt til ro igen, rejste jeg til Jylland. Jeg måtte tage ud til den nærmeste station, da Gestapo gik og snusede på Nyborg banegård efter politifolk. Jeg tog til Åle og derefter hjem omkring 1. oktober.

 Da jeg en sen aften kom til Vadgaard, sad der en politimand her, De havde kort forinden haft en engelsk flyver boende i 8. dage. Jeg boede nu hjemme helt til 20. oktober og ca. 12. oktober fik jeg selskab af politibetjent Lilholt fra Farsø, som boede hjemme til hen i november.

Var med i Hammerum gruppen.

Armbindet var fra Hammerum - gruppen.

 Den 20. oktober rejste jeg til Langeland nede ved Hammerum. Jeg var her blevet anvist plads hos Christian Skov Olesen, som var enkefru Frandsens svigersøn. Jeg var blevet fortalt, at det var sådan et fredeligt sted. Jeg havde vel boet der en uges tid, da lederen af gruppen der kom og spurgte mig, om jeg kunne hjælpe dem. Det var jeg selvfølgelig straks parat til. Sagen var den, at der på stationen i Hammerum stod ca. 2. tons våben, der var sendt dertil i kasser som maskingods. Der var en risiko for, at personalet på stationen vidste eller anede noget om, hvad der var i kasserne. Derfor var det bedst. At det var en fremmed, som hentede dem. Ham, der skulle udlevere kasserne, var kendt med forholdene. På stationen var der en tysk banemand, og de tyske barakker lå tæt ved. Endvidere var der tyskere på hotellet lige over for. Jeg skulle køre derned i fjedervogn med hæk på, en mand ville komme i møde med mig og give et aftalt tegn, hvis banen var klar. Endvidere var der poster ude omkring hele byen, som ved blinksignaler skulle give tegn, hvis der var fare. Alt gik udmærket, jeg var på stationen lidt før kl. 6. Der var heldigvis temmelig mørkt. Uden for byen havde jeg truffet Marinus, og han fulgte efter vagten ind tik stationen. Jeg gik ind til banemanden på pakhuset og spurgte om det maskingods til entreprenør Simonsen var kommet. Det var nemlig sendt banerestante i 9 – 10 kasser. Vi begyndte at læsse på vognen, og der holdt også en anden vogn, som skulle have gods. Tyskerne gik rundt om os, mens vi læssede det, men alt gik godt, og vi kom fint ud af byen. ” Basse” eskorterede mig ud til Langelund. Under hele aktionen havde vi ikke våben på os. Hele læsset kørte vi ud i Chr. Skovs plantage, hvor det blev læsset af, og senere på aftenen gravede vi det ned i bunden af en kartoffel kule i udkanten af skoven. Midt under det hele begyndte tyskerne at skyde et kort stykke derfra, så det kan nok være, vi fik fart på med at blive færdige. Dagen efter kørte jeg kartofler i kulen, så var kasserne jo fuldstændig camouflerede.

 Et par nætter senere var vi nede for at hente nogle karabiner og maskinpistoler samt ammunition til disse. Vi fik nu travlt med at få våbnene gjort brugbare. Nogle dage senere kom en faldskærmsjæger ved navn Larsen ud til os, han gav instruktion i brug af karabin, maskinpistol samt den lille granatkaster. Vi var senere ude at skyde.

 Jeg var sidst i november en tur hjemme for at få lavet nogle pas, og på vejen var jeg inde i Demstrup, hvor jeg fik en 11,5 mm pistol som gengæld for de pas, jeg havde ordnet for dem.

 De havde lige haft en nedkastning. Jeg var ikke længere med i den gruppe, da jeg havde fået forbindelsen i Hammerum.

 Lige før jul kom der en besked ud til os, at vi skulle skjule et par tons våben og sprængstof indtil videre, da de ikke kunne have det på depoterne. Vi gravede et par store huller oppe i heden, og en aften kom en lastbil kørende ud med det. Vi gravede det ned, medens tyskerne havde øvelse rundt om i heden. Denne gang var vi ikke ubevæbnede. Vi fik ved denne lejlighed fat i nogle pistoler og ammunition samt sprængstof. Senere kørte vi de 4 granatkastere, som vi havde derhjemme, op og gravede dem ned i heden, da vi mente, at det var sikrere at have dem liggende der. Vi havde forinden gjort dem rene og smurt dem godt ind.

 Kort før jul var jeg nede at sende en maskinpistol hjem. Jeg sendte den fra Kaikjær station og havde den i en almindelig trækasse, som var mærket maskingods, og adressen var: Jens Chr. Hansen, Banestationen, Aars. Bent Sonne fik den, og den blev senere anvendt deroppe. Da jeg kom ind på stationen, var den fuld af tyske soldater, og der gik vagt på perronen. Jeg lod kassen stå ved pakhuset, hvor tyskerne gik frem og tilbage, og derefter gik jeg ind på kontoret, hvor fragtbrevet blev skrevet.

 Før jul havde vi på Christians høloft liggende et stor lager af våben og ammunition samt en del illegale bøger, som vi solgte, når der var lejlighed til det. I julen rejste jeg til Nyborg, hvor jeg fejrede juleaften. I tiden før jul var der blevet optaget en del flere i gruppen – bl.a. nogle fra Herning. Vi havde holdt en nat orienteringsløb, som en slags øvelse. Det var meget interessant, og vi gentog det en søndag efter jul. Under mit julebesøg i Nyborg, gjorte jeg et kort besøg i Odense hos

”Hans” søster og svoger. Her fik jeg et lille kursus i sprængning af Hans.

 I første halvdel af januar skete der ikke noget, men sidst i januar fik vi en dag ordre til at køre, de våben, som vi havde gravet ned oppe i heden, ud til en farbar vej. Der var på det tidspunkt meget sne, så lederen var bange for, at de ikke kunne få dem ind til byen. De greb derfor chancen, da der en overgang var ophold mellem snestormene. En mørk januar nat startede vi så i en slæde og en fjedervogn. Vi var vel ca. 10 mand, men det var alligevel et drøjt arbejde, for kasserne kunne vi ikke løfte op, så vi måtte først tømme dem for våben. Vi havde fået et stort læs på slæden – hovedsagelig granater, som var monterede. Jeg var selv kusk, og Sigurd var med for at vise vej. Vi sad begge oppe på kassen, da slæden pludselig væltede, og vi rullede ud i heden mellem granaterne, men der skete mærkelig nok ikke noget. Vi kørte læsset ned og læssede det af i Skovs plantage op mod vejen., så vi kunne køre til det i lastvogn. Det meste af natten arbejdede vi i sne og regn, og næste dag gik vi vagt oppe på vejen ned til skoven, - det vil sige, vi gik nok så fredelig og kastede sne, men vi havde pistoler på os. Om aften kom der en stor ”Esso” vogn og hentede det hele. Der sad 4 – 5 bevæbnede mænd bag på for at dække transporten.

 Vi vidste ikke, hvor det skulle hen, og vi havde fået ordre til ikke at forsøge at få det at vide.

  I februar måned var jeg en tur hjemme, og da jeg kom derned igen, tog jeg lige op på ”Bessegård

”. Der kom jeg straks på arbejde, for de havde nemlig oppe i en skov gravet en hule, hvor der lå en hel nedkastning skjult. Den skulle vi samme dag køre ned til gården ved højlys dag, fordi der pludselig var kommet besked om, at det ville blive afhentet, og forinden skulle det så pakkes om. Det var et ubehageligt og farligt arbejde, men det gik godt, og der var ingen, som opdagede noget. Vi fik ved den lejlighed fat i en del sprængstof, men vi havde inde fra Herning fået besked på, at vi ikke måtte sprænge, da vi var en militærgruppe, som skulle arbejde så ubemærket som muligt, og først slå til når tiden var inde. Vi gjorte dog flere forsøg på at få lov til at sprænge baner, biler o.s.v. Endvidere forsøgte vi at få nedkastning, men vor plads blev ikke taget god.

 Derimod trænede vi ihærdigt i skydning, og brug af våben, og vi sendte illegale bøger og blade ud.

  I februar blev min forsyner af illegale bøger dræbt under en ildkamp med et par stikkere i Odense. Vi lavede også et par forsøg med sprængninger ude i heden, så det blev vi også efterhånden inde i.

 Vi havde et mindre sprængstoflager gravet ned i plantagen, og en dag jeg kom hjem havde der været 3 fra gruppen for at hente noget. Hvis jeg ville med, kunne jeg møde dem ude ved landevejen på et nærmere angivet sted kl. 11 om aftenen.

 Der var regn og dårlig vejr den aften, men jeg tog alligevel derud. Jeg tog min pistol samt 2 magasiner med og en engelsk forbindingskasse.

 Jeg kørte så ud til det aftalte sted en korsvej. Jeg ville ikke stå helt ude ved hovedvejen, da der af og til kom tyske patruljer, fordi jernbanen lå parallel med vejen, og for nylig havde der fundet sabotage sted på denne bane. Altså holdt jeg et stykke oppe på vejen, og da jeg så et lys komme inde fra Hammerum, var jeg sikker på, at det var mine kammerater. For en sikkerheds skyld gik jeg ikke derned, men nøjedes med at give et enkelt blink ned på vejen med min lommelygte, så kunne de jo se, at jeg var der. Lygten standsede da også nede ved landevejen, og jeg var sikker på, at det var mine kammerater. Jeg gik nu derned, men da jeg var ca. 4 – 5 skridt fra lygten, fik jeg øje på en tysk ørn over en blank skygge på en officer kasket. Jeg havde lige forinden skiftet pistolen fra jakkelommen og over i brystlommen, så den var håbløs at få fat i, så ville jeg straks blive skudt ned. Jeg var nemlig sikker på, at han stod parat med sin pistol. Der var altså ingen anden redning end at være koldblodig og gå han til ham. Der blev heller ingen betænkningstid for i det samme råbte han højt på tysk, at jeg skulle komme derhen. Jeg gik hen til ham, og han lod lygten løbe op og ned af mig, Jeg stod hele tiden og ventede på, at han skulle føle ned af mig, - mine jakkelommer struttede jo af de 2 magasiner og forbindingspakken. I så fald havde jeg kun en chance, og det var, at slå ham ned. I begyndelsen var han meget brøsig og råbte, om jeg var ude at lave sabotage. Det så jo unægtelig lidt mærkelig ud, at jeg stod der i mit gamle tøj kl. 12 om natten. Så ville han se mit legitimationskort. Det var så uheldigt og dum, at jeg den aften gik med 2 kort på mig, og det ene pas havde jeg briller på, så det skulle jeg helst ikke have fat i, da han så straks ville fatte mistanke. Jeg måtte tage mig vældig sammen for ikke at ryste på hænderne, medens jeg stod og rodede i tegnebogen, og han stod og lyste ned på mine hænder, men heldet var med mig, idet jeg fik fat i det rigtige. Han studerede det meget omhyggeligt, men omsider fik jeg det igen med et ”gudt-gudt”, og så blev han pludselig mildere stemt. Han spurgte nu om et og andet, - hvad jeg lavede o.s.v.. Til sidst sagde han, at det var dårligt vejr, og dertil svarede jeg, at dertil havde han ret, - der var elendig vejr til at være ude for at se til pigen. Det morede han sig vældig over, og så kørte han. Mine kammerater kom ikke, så jeg kørte hjem.

 Næste dags aften kørte jeg ene derop, og jeg medbragte en bombe. Jeg havde om eftermiddagen været oppe for at finde et dertil egnet sted. Jeg smed en snor op over trådene, og hejste bomben op imellem dem. Der var så fastgjort en lang lunte til den, som jeg antændte, hvor efter jeg kørte et stykke hen. Efter få minutters forløb sprang bomben, men der var kun sprunget nogle få tråde.

 Der var kommet besked ud, at vi skulle skrabe alt det mandskab sammen, som vi overhovedet kunne. Der havde hidtil kun været én gruppe, men vi fik nu 5 grupper stillet på benene, Hver gruppe havde selvfølgelig sin gruppefører, og alle 5 grupper stod under ledelsen i Hammerum, som bestod af 2 mand. Vi fik nu en travl tid med våbeninstruktion og skydning, og alle fik en nogenlunde uddannelse i at bruge de forskellige våben. Vi havde endvidere fået ordre til, at ingen våben måtte ligge i jorden længere, alt skulle være klart. En aften var jeg oppe for sprænge et par telefonmaster..

 Midt på vinteren fik vi en dag ordre til at tage ud til Skærbæk for at hente en sprængstoftransport,

Som vi skulle transportere til Hammerum, hvorfra den skulle sendes videre. Det var meningen, at vi skulle møde en vogn, som havde kasserne med, og så skulle de læsses over på den vogn, vi kørte med. Vi skulle træffe en mand ude ved 10 km. Stenen i Skærbæk plantage, og vi var skarpt bevæbnede med maskinpistoler og revolvere. Vi skulle nemlig gennem en by, der var besat af tyskerne, og over en bane, som var bevogtet af tyskerne. Da vi kom ud til 10 km. Stenen, var der ingen mand her. Det viste sig senere, at han havde stået inde i skoven, antaget os for hipofolk og var stukket af. Vi måtte tage hjem med uforrettet sag efter at have spist fastelavn boller på Skærbæk kro. Her var det, at Marius tabte et magasin til sin maskinpistol lige bag ved kromanden.

 Sidste halvdel af april blev vi mere og mere dristige med vore skydninger, og der var så godt som hver dag, nogle var ude for at få undervisning.

 Omkring maj var spændingen på sit højeste, vi lå faktisk i højeste alarmberedskab.

 Dagen før tyskerne kapitulerede fik vi ordre til om natten at holde vagt efter engelske faldskærmssoldater, som, man mente, ville blive sendt ned over Midtjylland. I tilfælde af at vi observerede nogle, skulle vi hurtigst mulig give besked til chefen, og grupperne ville så blive stillet til rådighed for englænderne. Om aften lå jeg ude ved Silkeborg – Herning landevejen og lurede på tyske lastbiler. Jeg havde nogle bomber, som jeg ville kaste om bag i ladet, når de kørte op ad bakken, men mærkeligt nok kom der slet ingen den aften.

 Da jeg kom hjem, fortalte de mig, at tyskerne havde kapituleret. Ud på aften kom der besked på, at alle grupperne i Hammerum skulle stille på en gård nede i Hammerum, hvor vi skulle ligge i beredskab. Da vi kom derned, fik vi armbind på, og der blev stillet vagter ud. Vi sad nu hele tiden ved radioen og telefonen og ventede spændt på, hvad der ville ske. Jeg var så uheldigt ud på natten at falde ned gennem en lem og slå min hånd temmelig stærkt, så jeg måtte til læge næste morgen. Der var udsendelse i den danske radio hver halve time om kapitulationen. Det var spændende, om tyskerne ville gøre et desperat forsøg på i sidste øjeblik at forsætte kampen.

 Vi havde fået ordre til først at træde i aktion kl. 8 næste morgen. Vi skulle spærre alle veje og stoppe og visitere al trafik. 2 trafik over 8 stoppede vi den første bil med tyske officerer, og det var en herlig fornemmelse at stå og sigte på dem med karabinen. Der skete ellers ikke noget særligt den dag.

  Næste dag cyklede jeg til Farsø, hvor jeg straks blev optaget i gruppen, som manglede folk til vagt. Vi jagede en dag en meget farlig Gestapo mand fra Aalborg, som vi havde ordre til at skyde ned på stedet, hvis han satte sig det mindste til modværge. Han blev senere taget i Hadsund.

Et par dage senere var vi ude efter 3 marinevagter, som var sluppet ud af Aalborg. Vi havde lavet en stor vejspærring ude ved Tinghusene, men Løgstør gruppen snuppede dem lige for næsen af os.

 Alle arrestationer var foretaget, inden jeg nåede derop. Vi gik vagt en uges tid, så blev alle hjemsendt med våben. Vi havde den sidste tid afholdt nogle skydninger, for at mandskabet skulle få grundigt kendskab til våbnene.

 Omkring den 10. maj kom mine 3 kammerater hjem fra Tyskland. De blev hentet i Hobro og kørt til Farsø i en af modstandsbevægelsens vogne. De andre 4 kammerater var allerede kommet hjem, idet de var med Brigaden den 5. maj 1945.

 Men der mangler 2 fra Farsø – Per Sonne og Christian Ulrik Hansen – dem vil vi komme til at savne hårdt i tiden, der kommer.

Ejnar Vestergaard

August 1945

Renskrevet efter Ejnar Vestergaard beretning om hans illegale arbejde under 2. verdenskrig.

Beretningen fik vi i 1995, 50 år for Danmarks befrielse.

Foto fra Hammerum gruppen.

Foto fra Hammerum gruppen, efter 5. maj 1945, nr. 4 fra venstre er Ejnar Vestergaard fra Farsø, der gik under navnet Svend Holm.

Gruppen efter 5, maj 1945

Foto fra Dyrlæge Sonne hjem efter 5, maj.

Fra venstre Jens Vestergaard, Søren Støttrup. Filip Konnerup, Aage Bak. Knud Malte Poulsen, Gustav Kjær,

Vagn Kjær, Helge Sørensen.

Siddende Kristian Andersen, Verner Asmussen, Caius Liltholt,  Aksel Sonne, Else Sonne og Jens Ingvordsen.

4 modstandsfolk samlet 5.maj 1995

50 år for Danmarks befrielse 4 - 5. 1995.

Fra udstillingen på Farsø skole 5 - 6. maj.

4 modstandsfolk samlet .
 
Fra venstre: Helge Sørensen, Ejnar Vestergaard og Bent Sonne alle 3 fra Farsø gruppen.

I højre side: Rudolf Stougaard fra Aalestrup gruppen.

Kilder mm.

De forskellige foto er fra afdøde Vagn Kjær Vadgård`s fotoalbum. Foto er udlånt af Vagn Damgård Vadgård.

Diverse foto af: Orla Jensen, Farsø.

Jens Erik Ingvordsens enke har venligst foræret Lokalhistorisk Arkiv for Farsø & Omegn kopier af skriftligt materiale om 2. verdenskrigs tid.


Beretning af: Ejnar Vestergaard, som vi fik i 1995, for 50 år for Danmarks befrielse.