Modstandsbevægelsen i Løgstør.

Løgstør, 8. maj 1945.

Staben foran politistationen i Løgstør, 8. maj 1945.

Fra venstra mod højre: Ove Høegh-Guldberg, Søren Nørgård, S.E. Christensen "Bageren", Bech Nygård, Oscar Andersen, Peter Jensen, Gunnar Knudsen, E.T. Nielsen.

Primært nedkastninger i Jylland .

Primært nedkastninger i Jylland

I marts 1943 fandt den første nedkastning sted i Jylland, hvor der blev modtaget våben og sprængstoffer. Siden blev der også nedkastet på Fyn og Sjælland, men Jylland blev, med sin større nærhed til England, den foretrukne landsdel.

Nedkastningerne blev organiseret af det britiske SOE, og danske modtagegrupper organiseredes i hver landsdel. Der blev gennemført omkring 285 flyvninger og modtaget 620 tons materiel fra luften, dels sprængstoffer til sabotagearbejdet og dels våben til den illegale undergrundshær.

Der eksisterer ikke et samlet arkiv vedr. våbenmodtagelser, men materialet skal findes i deltagernes egne privatarkiver, hvor der bl.a. findes komplette oversigter over nedkastninger og modtagepladser.

Løgstør.

Frit Danmark gruppe og sabotagegruppe

Sabotager: Brdr. Nielsen autoværksted,

                  Sigurd Hansen Møbelværksted, Ranum,

                  December 1943: tyske jernbanevogne med gods

                  15.12.1943: Muslingekogeriet,

                  Brdr. Nielsen nye værksted i Jernbanegade

                  Tysk depot ved hotel Union

                  Februar 1944: kulkranen på Løgstør havn sprængt

                  Muslingekogeriet, Hvalpsund

Våbenmodtagelse på Oudrup hede, Løgsted, Vilsted, Myrhøj

Razzia i 1944, mange måtte gå under jorden.

Eigenbroth overtog ledelsen i Løgstør i november 1944 – flyttes til

Tolstrups stab i begyndelsen af 1945 ( Vesthimmerland særskilt distrikt i

November 1944 ).

 

Ranum:

Samt Overlade og Farsø området mm. Læge Ove Høegh-Guldberg som leder,

Senere blev Ranum og Løgstør sammenlagt under O.H. Guldberg.

 

Februar 1944: kulkranen på Løgstør havn sprængt

Illegale arbejde i Løgstør.


Ove Høegh-Guldberg.

Beretning.

Løgstør.

Og så går vi atter tilbage til november, til Nordjylland.

Skjold var allerede taget til Løgstør, og jeg blev ved min ankomst dertil hentet ved rutebilen og ført til Peter Jensens hus, hvor jeg egentlig skulle have boet, men var der kommet en mand mere. Stopperen.

Nu skulle vi være et triumvirat; og Stopperen havde allerede beslaglagt logiet. Vibesluttede så at dele distriktet, så jeg organiserede nedkastningsarbejdet med Ranum som centrum, mens de andre blev i Løgstør. Skjold havde vist været lidt for rask i slaget de første dage, i hvert fald var der lidt uro blandt de stedlige illegale, men vi fik dem beroliget, dels en aften hos Foldager, dels ved et besøg hos dommerfuldmægtigen. Jeg havde i øvrigt håbet at kunne forsætte som en slags læge, idet jeg tænkte mig muligheden af at lade mig ansætte som amanuensis hos min gamle studiekammerat dr. Sørensen i Løgstør. Men han synes ikke, at ideen var gennemførlig, så det blev ikke til noget.

Bedst var det jo, at havde et alibi, og jeg skrev til dr. Jungersen i Odense og bad ham skaffe mig et job. Det kom, først i december, idet skandinavisk Bogforlag udnævnte mig til sælger og udrustede mig med prøver af ”Den gyldne Kogebog”, arbejdskort,

Bestillingsbøger osv. Jeg solgte kun 1 eksemplar, og det var til mig selv!

Og så blev jeg indlogeret hos Bjerrehus i Ranum Kro og fik et rart værelse i stueetagen ud mod gaden. En af de første aftner sad jeg i deres dagligstue, da en af deres venner kom ind. Jeg blev præsenteret som ”Niels Hansen”, og manden var åbenbart meget nysgerrig. For at undgå alt for megen udfritten gik jeg til sidst ind til mig selv. Da han var gået, var Bjerrehus`s meget forgrinte. Han havde straks spurgt hvad jeg var for en, og Bjerrehus havde sagt, at jeg var bare en, der gik omkring og solgte bøger. Og så sagde den anden: ”Ja, han ser da heller ikke ud til at dur til andet”. Det grinede vi meget af den vinter.

Der var andre, der bedre gættede sig til min egentlige profession, bl.a. ved at se mig lægge en forbinding engang.

En af de første dage gjorde jeg en udflugt til Farsø for at få lidt sat i gang der igen. Jeg kontaktede dr. Møller, som jeg havde haft som manuducend i gamle dage, og han bragte mig om aften til dyrlæge Sonne, som tog meget venligt imod mig. Men endnu var de ikke kommet over chokket, dels over drabet på sønnen og Erik Nyemann. dels over Chr. Ulrik Hansen henrettelse. Så jeg drog af med uforrettet sag.

Øverst venstre hjørn: Gunnar Busk Knudsen, var med i nedkastninger mm.

Uheldige nedkastninger.


Uheldige nedkastninger.

Triumviratet fik øjeblikkelig fundet en nedkastningsplads nogle kilometer syd for Løgstør ved Fr. d. 7 kanal, fik godkendt den under navnet Mini, og længe inden udgangen af november var holdet i orden og første nedkastning på programmet. Men uheldet var efter os 3 gange i træk. Den første aften stod vi og stirrede mod vest og så tyskernes antiluftskyts lang Vesterhavet, og lysskæret fra en maskine, der blev skudt ned; måske var det den til os. Der kom senere en maskine hen over os, og vi blinkede til den; men det var vist en tysk flyver, og næste dag var der da også mange soldater på vagt omkring byen.

Få dage efter var Mini atter i den engelske radio, og holdet var atter på pladsen, men jeg måtte blive hjemme med en temperatur på 39 grader og en svær halsbetændelse. Og heller ikke da kom der noget.

Da der et par dage efter igen blev meldt Mini, var holdet tiltro til os dalet betydeligt, men denne gang skete der da noget, så vi kunne bevise at vi var gode nok. Heller ikke den nat så holdet ganske vist noget til maskinen, men næste morgen fik vi at vide, hvad der var sket. Flyveren var gået fejl af os, og havde kastet det hele midt i Næsby (se Danmarks Frihedskamp I S. 279). Jeg var stadig syg af halsbetændelsen, men var dog morgenen efter ved at stå op, da jeg i barberspejlet så flere lastbiler med tyske soldater køre forbi udenfor kroen. Og straks kom Bjerrehus farende og fortalte, at det hele lå midt på marken lige ved Næsby, og at tyskerne var på vej for at hente det.

Da jeg vidste, at der foruden de almindelige containers skulle komme en walkie-talkie, startede Bjerrehus og jeg på cykel kapløb med tyskerne, om hvem der kom først. Det gjorde vi. Men hvilket syn for en droppingmand! På stribe lå skærme og containers, mange åbne og halvtømte, og masser af mennesker gik rundt imellem og gloede. Bjerrehus og jeg blandede os i mængden og fik at vide, at den 13. genstand lå omme bag et hønsehus, og mens Bjerrehus afledte opmærksomheden, sneg jeg mig derhen, fik den ud af indpakningen, hvorefter jeg med den fine, men tunge kuffert på styret fjernede mig mod nord, netop som tyskerne kom til, Bjerrehus blev spurgt, hvem jeg var, men sagde, at han kun rent tilfældigt havde fulgtes med mig.

Og så gik det, alt hvad rekonvalescent kunne træde i pedalerne mod Løgstør. I nærheden af Lendrup gemte jeg kufferten under nogle tjørnebuske og kørte så mod Løgstør, som stadig blev holdt tæt bevogtet af tyskerne. Hos Peter Jensen traf jeg Skjold og Stopperen, dybt fortvivlede, men de blev glade, da de hørte om walkie-talkien, og vi startede straks til Lendrup. Ad stien langs kanalen kunne man komme ind i byen uden at blive set af vagtposterne, så den vej cyklede vi tilbage efter at have fundet kufferten, forrest Skjold, så Stopperen med kufferten og så jeg som en meget mat bagtrop. Der gik også fint, indtil midt i Løgstør, da Stopperen var kommet lidt langt bort fra os andre, og han pludselig kom i heftig strid med en mand, som påstod, at det var hans kuffert! Heldigvis kunne jeg hurtigt få døllet de to kamphaner, som ikke var langt fra at ville bruge revolverne. De kendte jo ikke hinanden. Manden var Bjerrehus, som først på eftermiddagen var taget til Løgstør og pludselig genkendte kufferten fra Næsby i en vildfremmed, fordægtig udseende mands vold. Kort efter var den i sikkerhed hos Peter Jensen, og vi hyggede os alle ovenpå spændingen.

Men nu var jeg jo kompromitteret og kunne ikke flytte tilbage til kroen.

Her kunne man under halmen skjule containerne lige efter modtagelsen, indtil udpakningen kunne finde steg.

Nytårsnats nedkastning.


Nytårsnats nedkastning.

Mit næste logi blev hos Helga og Aage Vittrup, og der blev jeg i lange tider. De var barnløse og boede i en lille villa lige før Skjoldborgs hus, og for resten nabo til en stikker, men jeg klarede mig, og de blev heller ikke kompromitterede. De var meget hyggelige at bo hos, fyldt af modstandsånd; til sidst kom Aage selv med til dropping. De kom meget sammen Kamma og Poul Lyhne Bech, læreparret i Løgsted, og det pikante var, at Kamma var søster til min modstands,- reliefkort, - tennis- og sommerfugleven. Gunnar Jeppesen i Gedved; de vidste godt, at lægen dersteds var under jorden, og de havde en svag mistanke om, hvem jeg var, men sikkerhed fik de først nytårsaften, da de fejrede Kammas bror Helge Jeppesens 50-årsfødselsdag med at drikke den fraværendes skål – han var i Gedved; da kunne jeg ikke bare mig for at røbe, hvem jeg var, ved at citere en af familiens historier.

 

Også hos Peter Jensen havde vi det hyggeligt; de boede i et nyt og dejligt hus oppe på bakkekammen, med udsigt over alle den lille lave bys røde tage; vi blev forkælede af fru Jensen, og om aften, når vi havde tid spillede vi kort, ”Sabotørbridge”. ” Fjeren i Næven” eller ” Hjerterfri”.

Nedkastningerne efter Mini-affæren har jeg ikke helt rede på. Her er en oversigt over de af mig personligt ledede droppinger.

Distrikt 5 Løgstør (Vesthimmerland)

 

26/11.44

104

Løgsted K

Intet

Mini

A

 

30/11.44

104

Løgsted K

Fejldrop ved Næsby

1 walkie-talkie blev reddet

Mini

A

Tyskerne tog sendingen

31/12.44

111

Halbjærg

12 containere (Fox)

Ronald

Y

5/1.45 pr. lastbil til Løgstør

31/12.45

112

Herredsbæk

12 containere (Fox)

Sigvard

Z

7/1.45 pr. tog til Aalborg

20/2.45

141

Gatten Møllegaard

12 containere

+ 1 eureka

Osvald

G

19/3.45 pr tog til Sønderjylland

8/3.45

141

Gatten Møllegaard

12 containere (Lion)

Osvald

G

19/3.45 pr. tog til Sønderjylland

26/3.45

169

Myrhøj

12 containere (Fox)

+ 2 pakker

Torsten

X

18/4.45 pr. tog til Sønderjylland.

Gået tabt i Viborg

11/4.45

216

Haldrupgaard

12 containere (Fox)

+ 2 pakke

Sigvard

K

19/4.45 pr. lastbil til Løgstør

20/4.45

216

Haldrupgaard

12 containere (Fox)

+ 1 pakke

Sigvard

K

28/4.45 pr. lastbil til Aalborg.

 

Waterdropping.

 

12/4.45

 

Limfjorden

11 containere

Franklin

 

28/4.45 pr lastbil til Aalborg.

 

Den nøjagtige position for waterdroppingen fik man ved at drage en lige linie fra Livø`s  nordspids til Løgstør. Linien halveredes og dropstedet blev da nøjagtig 2 km. Stik vest for Lendrup Havn.

 

En hel Fox var en våbensending med våben til at bevæbne 200 mand. En hel "Tiger" var en sending udelukkende bestående af sprængstof og andre sabotagemateriel. En hel ”Lion” var en sending udelukkende  med ammunition samt ca. 300 kg. Sprængstof. Hele sendinger består af 24 containere, en halv sending af 12 containere.

Pakning af faldskærme i Trend, fra venstre Bent Sonne og Svend B. Billedet er fra plads nr. 169 Myrhøj. ( 27. marts 1945 )

Midnat nytårsaften.


Midnat nytårsaften.

Straks efter midnat nytårsaften, da vi i Løgsted skole havde drukket Helge Jeppesens skål, startede jeg på cykel til nedkastningspladsen nogle kilometer øst for Vilsted. Holdet samledes, og vi placerede os. Selv var jeg sammen med Bjerre-kristensen, vi havde signallygterne, og vi fik frem og tilbage på den frosne hede i bidende kulde. Tiden var fra 01.00 – 05.00, og først 20 minutter i 05.00, da vi var ved at opgive, kom maskinen. Alt gik fin. Vi kunne se, at den også kastede på Løgstørs plads lidt mod nordøst ved Rønhøj Plantage(og hvad kunne tyskernes udkigsposter på Rønbjerg og Næsborg så ikke se?). Jeg havde lånt dr. Mohrs sommerhus ved Bjørnsholm Bugt, og efter at godset var læsset på lastbilen, kørte vi 4-5 mand dertil og fik det ind i huset. Den frosne jord, som sad i containernes fodstykke, smeltede og satte slemme pletter på nogle små gulvtæpper. Og så tog vi hjem, trætte, men tilfredse. Jeg var først i Løgstør, da det blev lyst ved 9-tiden om morgenen.

Også Løgstørholdet havde klaret det fint; godset var bragt i depot i en gård lige øst for Løgstør. Resten af arbejdet var mere besværligt. Næste dag fik vi at vide, at der var snak om, hvad der var sket med huset. Vi måtte derfor have godset flyttet, og nu var der faldet et tykt snelag, så gemmestedet, der lå ved offentlig vej, i hvert fald efter dette ville være kompromitteret. Men der var jo ingen anden udvej, så vi lavede spor med lastbil, personbil, cykler og støvler, så det så herrens ud. Hvor vi kørte det hen, fik godset pakket ud og i kasserne, husker jeg ikke, men den 5/1.45 gik det til Løgstør i lastbil og derfra til Aalborg med tog den 7/1.45, sammen med Løgstørholdes gods. Også fjernelsen af containerne var meget vanskelig; Vi kunne ikke finde damme eller søer uden alt for tykt isdække, til sidst lykkedes det dog. En anden gang kom tyskerne os venligt til hjælp. Vi havde ledt og ledt efter tilgængelige vandhuller, og det var ved at blive dag – det ville være ilde at køre rundt med en lastbil med tomme containers i dagslys. Men så fandt vi på Borup Hede nogle tyske øvelsesskyttegrave inde i lyngen; deri puttede vi containerne, og fyldte sandet ovenpå!

Containerne i luften 23. juni 1945

4. - 5. maj 1945


4. – 5. mal 1945

Den 4. maj om eftermiddagen fik jeg melding om, at en engelsk Moskitojager var styrtet ned i nærheden af Hornum. Jeg startede straks i min Taunus og fandt let frem til stedet. Piloten havde lavet en nødlanding og kun brækket en arm, og lægen havde indlagt ham på Løgstør sygehus (hvor jeg en af de næste dage besøgte ham og blamerede mig rædsomt med mit engelske – jeg havde helt glemt det). Nu lå maskinen der, tyskerne ville næppe komme og tage sig af den, så det ville være nødvendigt at sikre den mod danske pilfingre. Derefter fik jeg organiseret vagten, og ved 20-tiden var jeg atter på Østergaard for at høre radioen kl. 20.30. Og så kom kapitulationsbudskabet. Vi sad ganske stille og kunne slet ikke fatte, at det hele var forbi. Jeg tænkte på dem derhjemme i Gedved, og hvad de mon tog sig til, men der blev ikke tid til hvile eller sang eller dansen rundt. At telefonere hjem var jo endnu umuligt – først næste morgen kl.8 var kapitulationen effektiv. Vi fik os et glas frugtvin og skålede med hinanden, og så måtte Nørgaard og jeg af sted til Løgstør for at forberede alt, hvad vi nu skulle have for, af nye og helt andre opgaver.

På politistationen i Løgstør var hele bykomiteen samlet. Vi organiserede og organiserede hele natten, og lige før kl. 8 var vi færdige. Alle de steder, vi skulle bevogte, elektricitetsværk, gasværk, flygtningelejre, tyske kaserne og anlæg osv. I hele området var noteret op, og for hvert sted var der nu udskrevet lister med mandskab, vagttider, forplejning, sovesteder, tidspunkter for udbringning og hentning pr. lastbiler osv. Mandskabet, ca. 200 mand, stod nu bevæbnet udenfor i gården. ”Morderbanden” en udrykningskolonne bestående af ”Morder-Nielsen” og 3 politibetjente, var parat med bilen og lister over farlige nazister, som skulle arresters. (De myrdede sandelig ingen!).

Vi havde i natten løb fået trykt løbesedler og plakater efter mit manuskript. Det fremgår af plakaten, at vi ærlig talt tog det festlige af formiddagen for borgerskabet, men vi så ingen anden løsning end den, vi valgte, hvis vi uden at såre uskyldige skulle have held til at sikre os de farlige stikkere og tyskehåndlangere, som på deres side vidste, at der ikke ville blive givet pardon ved forsøg på modstand.

Altså blæste vi selv luftalarm kl.8, og ad de folketomme gader gik jeg så ene mand hen på den tyske kasserne og aftalte med den derværende befalingsmand, hvordan de havde at forholde sig. Det var en lille smule nervepirrende. Imens kørte ”morderbanden” ud.

Resten af dagen gik på politimesterens kontor i forrygende travlhed. Der var jo hverken legalt politi eller folk på Borgmesterkontoret, så vi måtte tage os af en masse for os helt uvante ting. Folk i byen, som ikke ville være os på tværs, spurgte os om de mærkeligste ting, af hvilke jeg nu kun husker, at svineslagteriet ringede og spurgte om de måtte slagte en gris, hvad jeg allernådigst tillod.

Om aften, da der stadig var lige travlt, blev der meldt ”militær samtale fra Gedved”, og så fik jeg hørt Misis stemme efter den lange adskillelse; hun var vist bare ikke tilfreds med samtalen, for vi var i forskelligt miljø og forskelligt stemning, hun i festligt lag, og jeg noget forretningsmæssig og anstrengt efter snart 40 timers uafbrudt arbejde. Jeg tør sige, at de første 14 dage efter kapitulationen er de travleste, jeg nogensinde har haft, men de var morsomme, fordi vi slap gennem dem uden at gøre os mere til grin, end man ville kunne forvente, når en læge + en menig politibetjent sætter sig i de ansvarlige myndigheders sted og regerer.

"Morderbanden" klar til udrykning, Løgstør, 8 maj 1945, fra vensre mod højre: Brinch Fischer, Gunnar Knudsen, E.T. Nielsen.

Rømning af Rønbjerg, Næsborg og Aggersund.


Rømning af Rønbjerg, Næsborg og Aggersund.

En af de første aftener efter kapitulationen fik vi telefon bud fra Ålborg, at Gestapo i Ålborg havde slået sig igennem og nu stærk bevæbnede kørte mod Løgstør for at søge sydpå den vej. Vi holdt krigsråd og drog alle disponible mand ud af byen, lavede vejspærring og lagde os i baghold. Der kom ingen Gestapobil, men kampånden var første klasse hos hele styrken, og jeg er sikker på, at alle havde bestået prøven, om det var kommet til stykket.

De to lytteposters mandskab på Rønbjerg og Næsborg, drog en dag af (jeg forbarmede mig over dem p.g.a. deres utvivlsomme passivitet overfor os og lod dem køre til deres afdeling i Ålborg), og jeg var som første mand derude og sørgede for at intet af deres gode efterladenskaber (kikkerter, radio, små flyvemaskinemodeller) gik i forkerte hænder; - alle modellerne er nu på Frihedsmuseet tilligemed det meste af, hvad jeg ellers havde samlet af sjældne sager).

Tyskerne i Aggersund var meget krigeriske og ikke særlig villige til at erkende nederlaget eller til at aflevere deres våben til os ”Zivilisten”.

De skulle jo gå på deres ben til grænsen, men de havde ikke kastet våbnene og var ikke trætte i benene, når de havde gået de 5-6 km til Løgstør.

En formiddag hørte jeg stor postyr fra forkontoret og gik derud. En hvidglødende Oberleutnant stod og gav ondt af sig på grund af en karikatur af Hitler, som var hængt op på en pille i kontoret; han ville tale med lederen, og jeg præsenterede mig, - ”ja, vi skulle vide, at de stadig ærede deres forgudede Fører, og vi måtte være klare over, at dette var en fornærmelse som skulle hævnes, osv.” Han blev til sidst så rasende, at jeg var lige ved at tro, han ville skyde mig, da døren gik op, og en Kapitän kom ind og spurgte, hvad her gik for sig. En forvandling indtraf; Oberleutnanten knaldede hælene sammen, gjorde honnør og meddelte, hvad vi havde talt om. Men kaptajnen trak bare på skuldrene, og så gik de.

Tyske soldater instrueres på Løgstør-Viborg landevejen 7. maj 1945.

Biltur til Viborg.

Biltur til Viborg.

Når tyskerne drog sydpå gennem vort lange distrikt, måtte de jo have noget at spise; bønderne mente, at modstandsfolkene ville blive vrede, hvis de solgte noget til tyskerne, så de nægtede det, og så stjal de sultne folk mad. Derved opstod masse klammeri, foruden hvad Oberleutnanter kunne afstedkomme p.g.a. deres indstilling. Derfor blev det hurtigt åbenbart, at det ville være praktisk at have en tysk officer som forbindelsesmand til modstandsbevægelsen. En morgen tog jeg da ud til Aggersundfæstningen, og forbindelsesofficeren blev netop den ovenfor nævnte Kapitän. Ordningen skulle godtages af Blad, der nu sad som regionschef i Viborg, så jeg kørte af med tyskeren derned. I Ranum var der masser af soldater, og en stor, massiv general med teglstensrøde ansigt gik frem og tilbage på fortovet foran mit gamle logi kroen. Der holdt vi, mens Kapitänen forelagte ham planerne. Så kørte vi sydpå, stadig overhalende små og større grupper soldater. Kapitänen fik dem til at slutte sig sammen i lidt større grupper; nu havde de fleste kastet våben og ammunition. To havde pyntet sig med gule mælkebøtter i håret og gik og spillede på en harmonika; da jeg spurgte dem, hvor de skulle hen, sagde de henrykt smilende: ”Nach Moskva”; piben har nu nok fået en anden lyd, før de nåede frem.

Ud for Farsø skulle modstandsbevægelsen der hilse på kaptajnen, men det blev et koldt møde. Det var nemlig dyrlæge Sonne, og han nægtede at sige goddag. Så kørte vi videre og nåede hen ad middag Viborg. Jeg lod kaptajnen gå på gaden, mens jeg var inde på Preislers hotel og hilse på Blad (for første gang) og Aagård og få deres godkendelsespapir til tyskeren. Vi spiste frokost sammen, og – så kom englænderne! 2 – små kampvogne pyntet med bøgeløv og hilst med jubel, hvor de viste sig. Hvor var det skønt at se vore befriere; det var oprejsning for den lidt triste befrielsesaften, jeg havde haft. Da briterne kom ind til os på hotellet, viste det sig, at de som tolk havde en af mine kammerater fra forberedelsesskolen, Ib Sardemann fra Århus.

Så gik turen atter hjem mod Løgstør; - tyskeren blev sat af i Strandby.

Tyske soldater på vej hjem, igennen Farsø by (i bunden af Søndergade) foto Orla Jensen, Farsø

Befrielsesfesten i Løgstør.

Befrielsesfesten.

Den 8. maj holdes der stort møde i parken i Løgstør; det er næsten lettest at citere, hvad Vesthimmerlands Socialdemokrat skrev dagen efter: ”Folke – og fredsmøde i Løgstør, 2000 mennesker deltog i arrangementet. Tirsdag eftermiddag blev der i Løgstør arrangeret et stort folke – og fredsmøde. Mødet var henlagt til festpladsen i ”Christiansminde”, og allerede lang tid før festen begyndte byens beboere at strømme op til skoven, der på denne skønne majdag dannede en smuk ramme om festen. Denne var arrangeret af en kreds af byens borgere og fik et smukt forløb med vekslende sang og tale. Ved 4 tiden afmarcherede medlemmer af modstandsbevægelsen, de så populære frihedskæmpere, fra politistationen gennem byen til festpladsen. Ved ankomsten til pladsen hilstes hele styrken med stormende bifald, og efter opstilling om talerstolen udløstes et trefoldigt leve for frihedskæmperne. Borgmester Mikkelsen bød den store forsamling, der talte ca. 2000 mennesker, velkommen og talte derefter i smukke og gribende vendinger om Kongen og de vanskelige år. Han sluttede sin tale ved at udbringe et nifoldigt leve for Kongen, hvorefter Kongesangen blev sunget. Folkefestens taler; dommer Hintze talte for fædrelandet og udtalte sin beundring over det store arbejde, der af modstandsbevægelsen var gjort for at hævde Danmarks stilling. Han sluttede sin tale med at mindes de faldne og med at udbringe et leve for Danmark.

Efter at ”Der er et yndigt Land” var afsunget, talte Skov Andersen for broderlandet Norge og udbragte et kraftigt besvaret leve for Norge. Derefter fulgte den norske nationalsang. Da det herefter blev bekendtgjort, at et medlem af modstandsbevægelsen, Niels Hansen, ville tale, brød jubelen atter løs. Niels Hansen takker på modstandsbevægelsens vegne for den enestående velvilje, modstandsbevægelsen havde mødt på egnen – em velvilje, der havde gjort arbejdet let. Vort arbejde – sagde han, er gjort, fordi vi var blevet oprørt over den behandling, tyskerne havde givet vort land, og ikke for at vinde gods eller guld. Han sluttede med at motivere et leve for Løgstør By. Stenhugger Bentzon motiverede et leve for vort flag, og efter at Bjerre Christensen, Ranum og kontorassistent Peter Jensen på samtlige frihedskæmperes vegne havde takket Niels Hansen og Oscar Andersen for det store arbejde, de to mænd havde lagt, sluttede borgmesteren den smukke fest.

Jeg lagde vægt på at få takket dels de husmødre, som havde villet vaske vores tøj og stoppe vores strømper og give os husly og mad, dels de mænd, der havde hjulpet os med at finde de rigtige folk ud til grupperne, dels vognmændene, depotfolkene og jernbanemændene, og endelig alle, der havde hjulpet med penge, brædder, søm, benzin osv.

Folkefesten i Løgstør 8. maj 1945 (R.A.F. - huerne!)

Kilde mm.

Litteratur:

Ove Høegh-Guldberg:
Em familie under besættelsen.

Løgstør Lokalhistoriske Arkiv: Foto mm.

Gunnar Busk Knudsen: Modstandsbevægelsens arbejde fra efter året 1944 til maj 1945 - i Løgstør pg omegn.


Fotograf Orla Jensen, Farsø : Foto mm.

Dyrlæge Aksel Sonne, Farsø: Beretning mm.


Tak til Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Kem kristensen | Svar 14.01.2014 23.25

Jeg kan sige at min far..: Ejnar Kristensen, har fortal og vise min og min lillebroder, nogen områder fra 2 verdenskrig

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.07 | 10:13

Jeg manglernogle oplysninger om den gamle SMA radiostation fra 1939 fremstillet på 8 IGKMP radioværksted i Ryvangen? Frekvensområde? samt andet.
Kustode på THS

...
07.05 | 19:59

Den kan du købe her;
http://www.armslist.com/posts/1218634/michigan-antiques-for-sale--welrod-mk-ii

...
31.03 | 10:33

Modtagerplads koordinat : i km. syd for "t" i Store Astrup. 14/4- 45
Container 12 stk 1/2 Lion , andet mat 2 1 Pk Hgr.
Modtagerhold : Aalborg gruppe.

...
31.03 | 10:27

Torstedlund plads nr 036 (500m S.F "O" i Torstedlund. Ingen gods.

Nørlund plads 092 (THEODOR) i "ø" i Nørlund. Ingen gods

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE